Folkeoplysning i beta version

Tekst og foto Rigetta Klint
Samtidens Akademi finder du her

Jeg har igen været på Samtidens Akademi, læs om mit sidste besøg her. Denne gang var det for at brodere og lytte til højtlæsning.

Ligesom Marie Kochs bindestue var arrangementet et tilløbsstykke.

Aftenen indledtes med, at Line Rix fra Kit Couture fortalte om sit arbejde med at genopdyrke broderiet ved at lade yngre designere og kunsthåndværkere udvikle mønstre til strikke og sykit som sælges i Kit Coutures butik og på nettet. Efter introduktionen var der mulighed for at brodere i stilhed mens Anette Støvlebæk læste højt.

Et berigende og fint møde mellem meget forskellige deltagere, som alle på det ene eller andet niveau, har lyst til at lave håndarbejde og til at gøre det i et fælles forum.

I sin velkomst til bindestuen sagde, rektor for Samtidens Akademi, Nadja Pass ”Min generation er i den helt unikke situation, at vi er vokset op i en tid, hvor man stadig lærte håndarbejde, hvor man tænkte tredimensionelt. Samtidig er vi så unge nok til at nå at få det digitale ordentligt ind under huden. Derfor har vi kæmpe ansvar for at vedligeholde vores evne til at bruge hænderne og til at lære fra os til kommende generationer, således at viden, tradition og færdigheder omkring håndarbejde ikke går tabt.”

Jeg blev nysgerrig efter at vide mere om Nadja og hendes Samtidens Akademi. Samtidens Akademi, som hun på hjemmesiden omtaler som en hyldest til og en fornyelse af folkeoplysningen. Jeg havde derfor sat hende stævne inden broderiarrangementet for at få hende til at fortælle mere.

Nadja er er Cand.mag. i retorik. Hun er konceptudvikler, skribent, foredragsholder, kulturkommentator, kursusarrangør og ideudvikler og så er hun selvbestaltet rektor for Samtidens Akademi.

Samtidens Akademi er i sin spædeste opstartsperiode, en slags beta-tilstand, hvor hun tester mange forskellige prototyper og ideer til arrangementer og kurser. Akademiet er hendes vision om livslang læring, erfaringsudveksling og om indholdsrige møder mellem generationer og på tværs af faglige skel og niveau. Samtidens Akademi er rammen om Nadja Pass’ vifte af arbejdsmæssige aktiviteter, både de som udbydes som åbne arrangementer gennem billetlugen, og de som hun skræddersyr og målretter virksomheder og offentlige institutioner.

Visionen er at lade akademiet blive et vidt forgrenet netværk, et sammenskudsgilde af kompetencer, erfaringer, drømme og visioner. Målet er i løbet af nogle år at etablere en selvejende institution og et fysisk hus, som kan danne rammen om mange og forskelligartende aktiviteter, kurser, saloner og forelæsninger.

Samtidens Akademi er sat i verden for at tilbyde noget som Nadja Pass oplever som en mangelvare. ”Der udbydes vældig mange interessante aktiviteter for børn og vældig mange, der passer godt til pensionist-tilværelsen, men for unge voksne og for voksne midt i deres karriere kan det være svært at få de nuværende tilbud til at passe. Især hvis man har en hverdag, hvor kursus fast hver tirsdag aften ikke passer ind – men det er jo ikke ensbetydende med, at man ikke har lyst til at lære noget nyt og til at være nybegynder igen.” siger hun.

Samtidens akademi er altså ikke en aftenskole med kursusrækker som varer en hel vinters tirsdage, men en bred vifte af tilbud man kan gå ind og ud af efter lyst og behov. Akademiet har i sin korte levetid dannet rammen om så forskelligartede aktiviteter som ovennævnte broderiarrangement, bindestuen, en søndag i spillenes tegn, undervisning i at skrive en fagbog, et kunst- og kaffeslabberasarrangement og en samtalesalon om afmagt og håb. Næste masterclass handler om at lave podcast.

Nadja Pass siger: ”Samtidens Akademi er et samlingspunkt for alle os, der gerne vil erstatte modløsheden og magtesløsheden med troen på, at det nytter. Samtidens Akademi sætter barren højt, opfordrer til at gøre sig umage, til at tænke stort og ud af boksen, til at turde eksperimentere uden på forhånd at kende mål eller resultat, til at være grundig. Samtidens Akademi giver plads til langsommeligheden

Emnerne kan være hvad som helst som er relevant i samtiden - og samtiden, den er som Nadja Pass siger, her og nu - og lige nu er det os som er dem!

follow on Instagram
Icon depicting heart 14
Instagram bild
Icon depicting heart 52
Instagram bild
Icon depicting heart 132
Instagram bild
Icon depicting heart 79
Instagram bild
Icon depicting heart 46
Instagram bild
Icon depicting heart 96
Instagram bild