Kernelæder med 70er referencer

Reklame for:
Foto Rigetta Klint
Made in Denmark Workshops

Når jeg skal snakke om håndværk, så vælger jeg mellem to par briller.
Med de dystre briller på ser jeg, at der er for få timer i folkeskolen til håndværksfagene, at der er få, der tager en håndværksbaseret uddannelse, at der er for lidt håndværk eller ingen håndværk tilbage i mode og designbranchen, og at vores verden i øvrigt er fyldt op med billigt bras uden kvalitet og spor af håndens arbejder. Den liste kan du kan selv fortsætte! De briller har jeg nogle gange på.

Jeg har et andet par briller. Dem bærer jeg ved festlige lejligheder. Og fest er der heldigvis af og til. Især hvis man selv inviterer. Når jeg har de briller på, så vejrer jeg morgenluft.

En gang lærte vi fra mor til datter og fra far til søn, hvordan materialer fungerer, hvordan man strikker, syr, arbejder i træ eller lavede mad. Den gang var det ikke altid, fordi det var sjovt, inspirerende eller kulturbærende. Eller kulturbærende det var det, men det var ikke formålet. Det var bare fordi, det var sådan, man gjorde, og tryk avler modtryk, og da industrialiseringen muliggjorde, at man kunne slippe for håndens arbejde, så slap mange!

I de senere år har familiær erfaringsoverlevering på håndværksområdet været næsten ikke eksisterende.

Men tryk avler modtryk. Nu er der igen mange, som vi vil lære at bage med surdej. Flere som dyrker grøntsager. Flere som vil strikke selv, og mange som gerne vil lære at arbejde med ler eller læder helt for deres fornøjelses skyld. Det er godt, for håndværksfagene skal holdes ved lige både af amatørerne og af de professionelle, hvis de ikke skal forsvinde.

I Randers har to kvinder, som til daglig arbejder i modebranchen, taget sagen i egen hånd.

Båret af en fælles lyst til at mødes over et håndarbejde og af en lyst til både udforske og formidle materialer og teknikker og glæden ved det langsommelige håndarbejde har de etableret en kursusvirksomhed. Her udbyder de kurser i syning i kernelæder, og kursisterne kommer strømmende til fra hele landet.

Jeg er inviteret indenfor i deres nye lokaler på Fabrikken, Randers Makerspace, for at høre om, hvem det er, der kommer på kursus, hvad de laver, hvordan og hvorfor?

Iben Schrader og Mia Enslev tilbyder under navnet ”Made in Denmark Workshops” kurser en weekend om måneden. Man kan melde sig en dag eller begge dage.
Kursisterne er meget blandet i alder, og de har vidt forskellige forudsætninger fortæller Mia. ”Vores tilgang til undervisningen er uortodoks, og vi opfordrer og opmuntrer kursisterne til at kaste sig ud i projekterne, for så at løse eventuelle problemer efterhånden som de dukker op.

Det er vigtigt, at arbejdet med hænderne bliver en god oplevelse, men også at resultatet er brugbart og moderne”.

Grundstammen i workshoppen er en række, for tiden meget moderne, 70er inspirerede tasker, som Iben og Mia har udviklet mønstre til og syet op. Desuden er der mulighed for at lave æsker, servietringe, nøgleringe, nålepuder og taburetter, ligesom kursisterne naturligvis er velkomne til at komme med egne ideer.

Nogle af kursisterne kommer for at fordybe sig i materialet for så siden at arbejde videre hjemme eller for at bruge teknikkerne i undervisningsøje med.

Andre kommer målrettet, fordi de vil bruge dagen på at producere en ofte stor taske, som på den måde bliver billigere, end hvis de skulle købe en tilsvarende i en butik. For de sidstnævnte bliver workshoppen ofte en slags aha oplevelse i forholdet til at forstå, hvorfor kvalitet koster penge. ”Det er skønt” siger Mia og Iben nærmest i kor og fortæller videre om, hvor godt det synes at være med til at skærpe kursisternes respekt for materialet og håndværket. ”Man snakker desuden godt over et stykke håndarbejde. På vores workshop weekends mødes man og hjælpes ad og inspirerer hinanden på tværs af alder, faglige forudsætninger og personlige præferencer”.

Er det en hobby, eller er det en forretning for jer at drive workshops, spørger jeg afslutningsvis? ”Det startede ubetinget som en hobby. Men nu har vi lejet os ind i et lokalefælleskab, og det bliver mere og mere også en forretningside. Det er stadig 100% lystfyldt, og sådan skal det blive ved med at være. Men vi har også lyst til at optimere den forretningsmæssige del af projektet. Sådan havde vi ikke forestillet os det for et år siden, og hvad fremtiden bringer, det ved vi ikke. Lige nu er det fint at bruge en weekend om måneden på projektet, foruden den tid vi lægger i forberedelse. Vi har begge både job og familie, som også skal prioriteres”.

Jeg forlader fyldt af glæde og livsmod det slidte industrilokale, som langsomt tager form mellem hænderne på flere og meget forskelligartede iværksættervirksomheder og glæder mig til på sidelinjen at følge Mias og Ibens virksomhed. Sidst men ikke mindst glæder jeg mig over, at de en gang om måneden sender mange nye ambassadører med en opdateret og tidssvarende version af at lave håndarbejde ud i verden.