Olivenavlerne fra Muro de Alcoy

Reklame for:
Crowd Farming
Foto Rigetta Klint

Jeg har været i Andalusien i forgangne uge. Ærindet har været en artikel til det bookazine, som jeg tidligere har afsløret, at jeg arbejder på. Meget mere om det når vi nærmer os udgivelsesdagen, som foreløbig er fastsat til 1. november.

Jeg elsker at rejse, når jeg har et ærinde, en opgave, skal møde nogen og undersøge noget.

Jeg havde for nemheds skyld indlogeret mig på et turisthotel. Thank God, at jeg ikke er turist for hold da op, hvor ville jeg have fået en nedsmeltning i desperation, hvis jeg var blevet bundet til en solseng med udsigt til…..

Jeg smeltede ikke! Jeg bandt mig selv til værelset og har bortset fra mine to planlagte eventyr skrevet, spist og sovet og fået virkelig meget fra hånden på de 4 dage, jeg har været væk.

Mit ene eventyr vender jeg tilbage til i printbookazinet som i øvrigt kommer til at hedde HÅNDVÆRK bookazine! Det andet eventyr deler jeg med dig her:


Almazara La Alqueria



Jeg var inviteret på besøg hos en familie som dyrker økologiske oliven og fremstiller olivenolie under navnet Almazara La Alqueria.

De holder til i 500 meters højde nord-vest for Alicante i byen Muro de Alcoy.

Far, søn og onkel havde stemt møde med mig på familiens restaurant Pension Centrale.

Anledningen til invitationen var virksomheden Crowd Farming, som jeg tidligere har skrevet om her. Familievirksomheden er nemlig begyndt at sælge gennem Crowd Farming.

Hvor mange af områdets olivenavlere bare producerer til husbehov, så er denne familie professionelle landmænd. De har ca. 50.000 træer fordelt på flere marker i området og fordelt på flere sorter oliven. De har en egen fabrik hvor de koldpresser olien, og de leverer til nogle af Spaniens bedste restauranter og har modtaget en lang række udmærkelser for deres unikke kvalitet.

Yngste medlem af flokken påtog sig turen som guide og tolk. Han kan tale engelsk og har været i Dublin en periode under sin studietid, men han var aldrig i tvivl om, at han skulle tilbage til familien og til bjergene. ”Det er her jeg hører til, og jeg vil være bonde,” fortæller han.

Han fortæller også med stor stolthed og passion om, hvordan de passer de økologiske træer, som for fleres vedkommende er op imod 1000 år gamle. Han viser også nyplantede træer, som en gang vil bære den frugt, der skal brødføde hans børnebørn.



Kvalitet frem for kvantitet



Ingen af de tre herrer er i tvivl om, at hvis man skal lave den bedste olie, så skal man dyrke økologisk. Onklen siger, at man træffer en gang for alle en beslutning om, hvorvidt man vil kvalitet eller kvantitet, og de har valgt kvalitet. De uddanner sig til stadighed, følger med, anskaffer nye og skånsomme maskiner til fabrikken, indleder samarbejder med folk, som kan promovere olien, og så går de i øvrigt på arbejde hver dag og er et med naturen, som de ved virkelig meget om, og som de respekterer.

Som en krølle på historien kan jeg fortælle, at jeg fik turens bedste måltid mad på Restaurant Pension Centrale. Efter vores køretur ad hullede markveje og vores besøg på fabrikken, som lige nu står stille og venter på nye forsyninger, så bød familien på tapas. Hvilken tapas - hjemmelavet fra start til slut fremstillet af en kusine, som er i køkkenet og serveret af en anden kusine.

Af hjertet tak!

Hvis du vil have fingrene i de gyldne dråber, så har du mulighed for a adoptere et oliventræ og for fremover at modtage udbyttet fra dit træ omsat til olie.