Parløb

Reklame for:
Foto Rigetta Klint
Skagerak

Jeg har stor sympati for designvirksomheden Skagerak. Jeg har skrevet om den flere gange, og jeg involverer ofte produkter fra Skagerak i mine billeder.

Af den årsag men også fordi jeg generelt er interesseret i, hvad det er, der driver værket, og hvad det er, som får mennesker til at trives med deres liv og deres arbejdsliv, og hvad der er anatomien af succes, inviterede jeg for nylig mig selv på morgenkaffe og snak i Ålborg hos Vibeke og Jesper Panduro, som ejer Skagerak. Jeg blev taget imod med åbne arme!

Morgenkaffen endte med at tage det meste af formiddagen, fordi samtalen var interessant og af den slags, som sætter spor!

Vi kom vidt omkring. Det overordnede tema var: Hvad har designbranchen gjort for jer, og hvad har I at tilbyde designbranchen?

Lidt historie:

Skageraks fundament er den virksomhed, som engang hed Trip Trap.
Trip Trap producerede og solgte havemøbler primært i Danmark.
Navnet Trip Trap blev skiftet ud med navnet Skagerak i 2016.
Skagerak definerer sig selv som en designvirksomhed.
Kollektionen består nu af 50 % udemøbler og 50% andre produkter møbler og andre interiørprodukter, og mere end 50% af omsætningen kommer fra eksport.

Jespers rejse

Jesper Panduro er oprindelig uddannet revisor. Revisor med interesse og sans for æstetik!
Han blev ansat hos Trip Trap som controller i 2001. Det var en merit, at han kunne tale tysk! Virksomheden gik i blodet på Jesper, og da han og en kollega blev spurgt, om de ville købe virksomheden i 2005 var der, som Jesper udtrykker sig, kun et muligt svar, og det var ja tak!

Jesper fortæller med stor personlig indsigt om sin rejse fra at være ansat til at være virksomhedsleder. Han fortæller om først at videreføre en ”gammeldags” topstyret ledelsesstil, fordi det var det, han kendte til og havde erfaring med for siden at erkende, at den måde at drive forretning på var i direkte modstrid med hans idealer, overbevisning og hans måde at være i verden på i øvrigt. En erkendelse som førte ham ud på en rejse både arbejdsmæssigt og personligt.

Den korte version af den historie er, at han og Vibeke i 2010 købte den tidligere kollega og partner ud, og at Vibeke engagerede sig mere og mere i virksomheden.

Det var i kølvandet på den forandring, at parret indså, at virksomheden var blevet deres tredje barn, og at Vibeke nok hellere måtte tage orlov fra sit job som jordmoder for at engagere sig helhjertet. Det var i 2012, og hun er ikke sidenhen vendt tilbage til fødegangen.

Med Vibeke ombord

”Vibeke har en stærk æstetisk sans og en meget fin fornemmele for mennesker”, fortæller Jesper. Hun har ikke slået sig ind i virksomheden men arbejdet sig ind, og der står stor respekt om hende både internt og eksternt. Vibeke har en finger med i mange dele af virksomheden. Hun sidder med i bestyrelsen, hun sidder med i produktudviklings - og designteamet, hun involverer sig i branding og markedsføring, og hun er sammen med Jesper virksomhedens ansigt udadtil.

Jeg spørger om brancheskiftet har forandret Vibeke, og Jesper svarer på hendes vegne: ”Nej du er så meget dig selv, at du er fuldstændig, som du plejer at være. Men du har naturligvis udviklet dig. Det har vi begge to. Mødet med de mange fri-tænkende mennesker i designbranchen har givet os begge et større udsyn eller en større bane at spille på”

Virksomheden Skagerak

At Skagerak er en familievirksomhed er uomtvisteligt. Men de store beslutninger bliver ikke truffet ved middagsbordet. Der er godt og vel 30 ansatte i Skagerak. De fleste befinder sig på hovedkontoret i Ålborg, de resterende i København i det gamle posthus på India Kaj, som danner rammen om showroom, detailbutik, mødefaciliteter og events.

”Siden jeg for mange år siden skulle finde min rolle som leder”, fortæller Jesper, ”har vi været optaget af at tage den psykologiske værktøjskasse i brug, når vi ser på os selv og på personalegruppen. Vi ser på gruppens personprofiler og anerkender forskellighederne og mulighederne i dem, snarere end vi finder fejl. Det er en stor styrke, både når det glider let, og når der er potentielle konflikter, som skal løses”.

Virksomheden er en moderne virksomhed med en ret flad struktur og med stærke holdspillere internt og vigtige samarbejdspartnere eksternt. F.eks spiller designbureauet All the Way to Paris en stor rolle for Skageraks æstetiske profil.

Både Jesper og Vibeke taler om, at det er relationerne, som tæller, når der skal skabes resultater. Det nytter ikke at samarbejde, hvis ikke samarbejdet er et givende og respektfuldt match. ”I Jylland siger vi, at kemien skal være i orden”, siger Jesper. ”I København taler vi om, at der skal være kærlighed til stede”! Det gælder i forholdet til virksomhedens personale og internationale samarbejdspartnere, det gælder i forholdet til de designere, som tegner produkter til Skagerak såvel som i forholdet til alle andre eksterne samarbejdspartnere.

For nogle år siden blev Skagerak B-Corp. virksomhed (det har jeg skrevet om her).

B-Corp. er et system, som sikrer, at også de bløde værdier bliver håndgribelige og målbare og dermed overskuelige at implementere. For os har det været et virkelig godt værktøj, og vi vil gerne have mange flere designvirksomheder med om bord. Det at have et værktøj gør, at vi konstant kan udvikle og forbedre, og at vi har et sprog for det, vi er under vejs med.

Da jeg startede i branchen”, siger Jesper, ”da turde man kun tale om det, man var i mål med. Nu tør mange flere dele deres proces, og det er et fremskridt.”

”Vi driver virksomheden for at drive den ikke for at drive den frem imod et salg. Hvor store vi skal være? Det ved jeg ikke” siger Jesper. ”Vi skal være solide. Hvis det betyder, at vi skal være store, så går vi efter det”!

Jespers rolle er i dag meget mere udadvendt end operationel. Han bliver ofte budt ind som taler i forskellige uddannelses - og erhvervssammenhænge for at tale om hans tilgang til at drive virksomhed. Umiddelbart lidt i modsætning til hans personprofil, som er introvert. Jeg siger konstaterende, at på den måde er Jesper næsten blevet en del af markedsføringsteamet, og Vibeke griner og siger: ”Det havde du nok ikke set komme! På den anden side er det ikke et problem at være udadvendt og at tale om det, som ligger hjertet nær, nemlig at drive en ansvarlig virksomhed, hvor omdrejningspunktet er, at opføre sig ordentligt, at tage ansvar og at udvise respekt”.

Hvad Vibeke og Jesper kan tilbyde designbranchen?

Det er tydeligt for mig. En stærk ramme med tydelige værdier. En ramme som hviler på et veldefineret æstetisk grundlag og et ansvarligt produktionsapparat. En ramme muliggør en videreudvikling af vores skandinaviske designtradition.

”Vi følger ikke trends, og vi ser ingen over skuldrene. Det interesserer os ikke, og vi tror ikke på det som forretningsmodel,” siger parret samstemmende. ”På den anden side er der en risiko for, at ting, som er eviggyldige, aldrig er gyldige. Den faldgruppe synes jeg i beskedenhed, at vi sammen med vores team er dygtige undgå. Skagerak er både moderne og eviggyldig,” afslutter Jesper.

Hvad designbranchen kan tilbyde Vibeke og Jesper?

Hvis ikke det med al tydelighed fremgår af ovenstående, så bliver det tydeligt, da mikrofonen er slukket, og vi er på vej ud for at tage et portræt foto. Vibeke kommer med en æske: ”Den er til dig siger hun. Du har måske hørt om vores ”The Table Project” med Japanske Arita”? Jo det har jeg hørt en fugl synge om, og det projekt vender jeg tilbage til.

Vibeke stråler, når hun fortæller om de mennesker, hun og Skagerak teamet mødte i Japan, når hun taler om det, hun lærte om Japansk porcelænsfremstilling på turen, og når hun glædestrålende fortæller, at børnene var med i Japan.

– ”Vi møder så mange søde, sjove, levende, interessante og begavede mennesker,” siger Vibeke ydmygt hver gang jeg træffer hende. Denne gang var ingen undtagelse.



Hvis du vil se flere flere artikler med billeder af Skagerakprodukter publiceret på SLOWFASHIONhouse, så har du en oversigt her.

Hvis du vil besøge Skagerak under 3days of Design i København, så er der åbent i deres butik på Indiakaj 2, Kbh Ø hvor du kan se hele Skageraks sortiment og hvor du kan få første parket til "The Table Project" et samarbejde mellem Japanske Arita, All the Way to Paris og Skagerak.