A Petersen (Collection &) craft

Reklame for:
Foto Rigetta Klint
A Petersen Collection & Craft

For mange år siden mødte jeg til en middag en succesrig forretningskvinde, vi kunne kalde hende Lis. Hun var stolt over sin succes og gav udtryk for være meget interesseret i kunst og design, men som hun sagde: "Museer er spild af tid, der kan man ikke købe noget".

A Petersens 1. sal er galleri og ikke museum.

- Et galleri med fokus på arkitektur, design og kunsthåndværk. Men det er vel at mærke ikke et kommercielt galleri. Det betyder, at udstillingerne ikke er salgsudstillinger. De er ikke nødvendigvis produktorienterede men eksperimenterende og tematiske, og de forholder sig undersøgende, udforskende og udfordrende til både materiale form og samtid.

A Petersen har vid og internationalt udsyn. Nærmere New York kommer man ikke i København!

Det kommercielle

At galleriet ikke er kommercielt betyder ikke, at det nægter at forholde sig til kommercielle produkter, snarere tværtimod kunne man fristes til at sige efter at have set den aktuelle udstilling ”Colour Days.”

Tværtimod fordi det, som ved første øjekast fylder mest i udstillingen, er et kæmpe stativ med Nørgaard på Strøget t-shirts i rød, hvid og sort foruden en stribet version. Til venstre for indgangen hænger t-shirts i alle de farver den ikoniske bomuldsbluse har været produceret i siden 1967. Til højre hænger produktionsskemaer sirligt, lavteknologisk ført på ternet papir.
Er der nogen på linjen, som ikke har haft en Nørgaard på Strøget t-shirt? Næppe, den er til dato solgt i 3 millioner eksemplarer!

Næste stop en lyserød installation i hele rummets bredde dækket op med en slange af fødevareemballage af alle slags i alle farver. Sirligt udvalgt for farve og grafisk fremtoning og opstillet i farveorden. Her er øko og konventionelt, her er pap og plastic, stort og småt.

Meget effektfuldt og meget tankevækkende. Tak Anne Fabricius Møller, som i øvrigt er tekstilkunstner, for at minde os om vigtigheden af at gøre sig virkelig umage med det, som fylder mest i hverdagen.

Det udforudsigelige

Tredje stop er designeren Eske Rex’ gigantiske og forunderlige tegnemaskine, som arbejder på højtryk og ved hjælp af helt almindelige gammeldags kuglepenne i sort, blå, rød og grøn fremstiller forunderlige, uforudsigelige motiver. Eske Rex arbejder i krydsfeltet design, arkitektur og kunst.

Tale om uforudsigelighed. Keramikeren Morten Løbner Espersen viser dels sin keramiske skulptur Horror Vacui #2158, dels sine mange glasureksperimenter, og han beskriver i tekst glæden ved på en gang at være solidt fagligt funderet og på samme gang at favne overraskelsen og det uforudsete. Han er en sand mester udi glasur og han går ikke af vejen for farver. Hans univers er dragende.

Det dokumentariske

Farveeksperten Margrethe Odgaard er selvskrevet til en udstilling om farver, og hende vil jeg ikke skrive meget om her, idet jeg vender tilbage til hendes virke ved en snarlig lejlighed. Blot vil jeg nævne, at hendes bog “Shades of Light, an incomplete range of colours from a slow and hesitant Light”, som er udgivet I samarbejde med A. Petersen Collection & Craft, blev lanceret på udstillingens åbningsdag. Bogen er en gave til alle farvenørder. Farvevalgene er intet mindre end perfekte, og bogen er smukt udført af det danske trykkeri Narayanne Press.

Sidste bidragsyder er tegnestuen Vandkunsten, som dels viser en (bruger)påvirkelig lysskulptur fremstillet af genbrugt vinduesglas. Dels en udendørs installation med 21 lerplader hver med sin farve baseret på ler fra tre forskellige lokaliteter, blandet og behandlet til forskellige formål. Ler-installationen forholder sig på fornemste arkitektoniske vis til bygningens egen arkitektur.

Alt i alt demonstrerer udstillingen, at farver for at citere Margrethe Odgaard er energi, at farver forholder sig til materialer, form og formål, og at interessen for farver ikke er forbeholdt modens hastigt skiftende trends, men er en grundlæggende forudsætning for al design og al kunsthåndværk.

Udstillingen inviterer til refleksion og fordybelse. Måske som en disciplin i sig selv. Måske som forudsætning og for at være klædt bedre på når du skal træffe din næste købsbeslutning, stor eller lille.

Du skulle se udstillingen, den er på ingen måde spild af tid!

Lis ville til gengæld synes om A Petersens butik, som ligger i stueetagen, den er jeg i øvrigt også begejstret for, og den vender jeg tilbage til i næste artikel!

Fakta:

Udstillingen Colour Days kan ses på 1. salen hos A Petersen Collection & Craft, Kløvermarksvej 70, 2300 København S

Udstillingen er åben fra 14 marts – 14 juli 2019
Onsdag- fredag 12-18
Lørdage og søndage 10-16
Lukket på helligdage