at pege med hele hånden

Reklame for:
foto Rigetta Klint
Skals Højskole
Land Have
Tagtomat
Skagerak
Anja Ballegaard

Jeg har været dele af Danmark rundt på to dage, og selvom flere af mine ærinder har haft arbejdsmæssig karakter, har det føltes som sommerferie.

Den direkte anledning til turen var sommerudstillingen på Skals Højskole for Håndarbejde og Design. Jeg har været en af tre dommere. De andre var væveren Jette Nevers og designeren Stine Goya. Vi har prisbelønnet hver én kunsthåndværker for et arbejde med udgangspunkt i temaet ”TID”. Desuden havde jeg det ærefulde hverv at holde årets åbningstale.

I min tale sagde jeg blandt andet, at jeg med hele hånden ville pege på de samfundsmæssigt gavnlige effekter af at arbejde med håndens arbejde helt eller delvist, på amatørbasis eller professionelt.

Grønt

”Nogen” har de forgangne dage også peget med hele hånden og vist mig vej. Ladet mig genopdage naturens utrolige kraft og dens ro. Skænket mig dage pakket ind i grønt. Af hjertet tak!

Det startede på Skals. Inden åbningen havde jeg lejlighed til at snuse rundt i højskolehaven, som med dens mange kroge og krinkelkroge inviterer til at slå sig ned og inviterer til at lade hvilen falde på. Efter åbningen havde jeg lejlighed til at se en film fra DR’s båndværksted, som handlede om skolens stifter daværende ejer og første leder Gunnild Gaardsdal, som i 1959 købte ejendommen og etablerede håndarbejdsskole. Nu er skolen en selvejende institution, og lederen hedder Helle Mogensen.
En vidunderlig film om en svunden tid og om en kvinde, som vidste, hvad hun ville. Hun talte om sine visioner for skolen herunder også om sine tanker om haveanlægget og dets funktion.
Under filmforevisningen sad jeg ved siden af en af skolens tidligere elever, som kunne supplere med anekdoter som Gunnild Gaardsdals regime. Hun blev suppleret af en herre, ægtefælle til en tidligere lærer på stedet. Underholdende, hjertevarmt og informativt.

Besøget på Skals var mit første. Det bliver ikke det sidste! Jeg glæder mig allerede til at komme tilbage til dette mekka af viden om materialer og teknikker og til den generøse og engagerede atmosfære.

Turen til Fyn


Efter Skals gik turen ned gennem Jylland for at ende på slottet Hindsgavl ved Middelfart. Som hotel betragtet var stedet ikke i særklasse. Men turen i parken, langs vandet og ikke mindst turen i slottets køkkenhave var uforlignelig. Midsommer i den danske natur giver lyst til at slå højskolesangbogen op og af lungernes fulde kraft synge med på de nationalromantiske sange.

Efter Hindskavl, Clay Museet i Middelfart, som jeg vender tilbage til senere på ugen.

Efter Clay besøgte jeg min mor i Bogense. Også her var temaet botanisk, og jeg er kommet hjem med små selvsåede hibiscus. Gad vide om de vil gro her hos mig?

CPH Garden


Søndagen har blandt andet budt på en tur på Haveselskabets CPH Garden 2019, hvor jeg må konstatere, at interessen for havebrug er lige så stor som interessen for håndarbejde.

Udstillingen bugnede af fine og mindre fine bud på, hvordan man kan indrette sig i haven. Her er jeg ikke overraskende tilhænger af Land Haves løsninger (Land kan du læse mere om her). Lands udstillingshave var indrettet af Dorte Kvist, og sammen har Land og Dorte fået publikumsprisen som Årets Inspirationshave – velfortjent og tillykke!

En anden favorit er virksomheden Tagtomat, som laver urbane haver med udgangspunkt i genbrugsmaterialer. De samarbejder med socialøkonomiske virksomheder, og de har en legende tilgang til haveindretning. Meget sødt delte de morgenfruefrø ud i stedet for at dele visitkort ud. De lovede, at den man giver en buket morgenfruer til, siden vil forkæle en med morgenkaffe på sengen. Det er et forsøg værd!

Ny plantebog

Tilbage ved skrivebordet har jeg fået åbnet de seneste dages post, ikke bare mine e-mails men også den fysiske post. Den indeholdt blandt andet Anja Ballegaards fine nye urtebog ”Urtelykke”, og selv om jeg på ingen måde har til hensigt at gå i hendes fodspor endsige vil kaste mig ud i at forsøge at helbrede lidelser ved hjælp af urter, så elsker jeg hendes tips om citronmelissete ved sengetid, hendes opskrifter på eddiker, saft og sirup, og jeg er vild med bogen alene, fordi den er et smukt håndtegnet opslagsværk, som beskriver en lang række planter og deres egenskaber. Den bog kommer til at ligge på mit natbord længe!