Den sociale kapital

Reklame for:
Foto Rigetta Klint
Sika Design

Det hænder ikke sjældent, at lægedatter bliver læge, at advokatens søn vil læse jura, og at børn af kunstnere af en hver slags vælger et kunstneriske erhverv.

Det kan være svært at komme efter en succes siger man. På den anden side skal man ikke underkende værdien af at stå på skuldrene af nogen, og på den tredje side rummer det at være mønsterbryder en vis frihed, som jeg selv har nydt godt af.

Jeg laver noget helt andet end mine forældre gjorde, og fremfor alt har jeg, bortset fra en meget kort periode af mit liv, aldrig som de været lønarbejder men selvstændig.

Begrebet entreprenør, for ikke at tale om det afledte verbum entreprenant, har jeg grublet over mange gange i mit liv, og jeg har overvejet om min egen virkelyst og min iderigdom kunne rubriceres som iværksætteri, entreprenørskab eller noget helt tredje?Jeg har for længst konkluderet, at nok er jeg entreprenant, men jeg er hverken iværksætter eller entreprenør, men noget tredie. Det kan vi tale om ved en anden lejlighed.


"Moster Dagmar"



Derimod fascineres jeg af og nærer en dyb respekt for mennesker, som har entreprenørskab i blodet. Det har de i familien Andreasen.

I min barndom snakkede vi om ”Moster Dagmar”. Moster Dagmar var ikke moster til nogen i min familie men den legendariske Dagmar Andreasen, som i 1935 startede Rynkeby Mosteri på Fyn.
Når vi ved festlige lejligheder skulle have sodavand til maden, så var det æblemost fra Rynkeby, og den blev omtalt som sodavand fra Moster Dagmar!
I 1990 solgte Dagmar til Carlsberg, som siden solgte til Arla.

Nu afdøde Dagmar Andreasen var farmor til Louise Andreasen. Louise Andreasen er tredje generation i møbelvirksomheden Sika Design, som laver vidunderlige fletmøbler i rattan. Sika blev startet af Dagmar Andreasens mand, Louises farfar, Ankjær Andreasen i 1940. Sikas adresse er Rynkeby. De selvsamme lokaler, som Dagmar forlod i 1990, overtog Sika 3 år senere, og de er siden bygget ud flere gange for at rumme den hastigt voksende familievirksomhed.

Fornylig mødte jeg Louise i Rynkeby.

I Louises barndom drømte hun om at gå i faderens og farfaderens fodspor. Hun fortæller, at hun som 10 årig var med på en messe, og at hun den dag bestemte sig for, hvordan hendes fremtidige løbebane skulle være.

”Min farfar Ankjær Andreasen var iderig og stor i slaget. Han opererede både i det nære hvor kurvevareproduktionen blev varetaget af hjemmearbejdere, men han rejste også verden rundt og indgik samarbejder, hvor han kom frem. Uden at kunne tale mange ord på engelsk. Hvor der er vilje er der vej og der var ikke langt fra tanke til handling.” Fortæller Louise.

Louises far, Knud Andreasen, godt hjulpet af hustruen Marie Louise er den generation, som fik professionaliseret og organiseret. De er slidere og til trods for, at det i dag er Louise, som ejer virksomheden 100%, så møder forældrene hver dag på arbejde. Det har de tænkt sig at gøre til de ikke kan længere. I familien Andreasen går man ikke på pension.

Jeg har altid vidst at jeg en dag skulle overtage virksomheden. Men jeg valgte heldigvis at tage min uddannelse i en anden møbelvirksomhed og kom først til Sika, da jeg havde noget at tilbyde”, fortæller Louise. ”Derefter gik jeg ved siden af min far i 20 år, inden vi generationsskiftede. Nu sidder jeg for bordenden, og jeg har en finger med i ALT, bortset fra IT, hvor jeg ikke føler mig klædt på. Jeg starter om morgenen klokken 6 med skypemøder med Asien og slutter om aftenen klokken 22 med møder med USA”.

Sika anno 2019


Udfordringen i Louises generation er, ud over at forvalte arven på en tidssvarende måde og at få virksomheden til at vokse, at arbejde med brandpotentialet og brandiscenesættelsen og at formidle det til verden.
Hun balancerer sin egen hang til det bløde og det feminine med branchens efterspørgsel efter skandinavisk minimalisme og lykkes i den sammenhæng rigtig godt med den kollektion af designklassikere, ”Icons”, som Sika søsatte i 2013. Her taler vi om design af Arne Jacobsen, Jørgen & Nanna Ditzel og flere andre. Det er en kollektion som løbende udvides. Jeg spottede f.eks en nyhed, som vises dette år i Milano! Sikas Designs klassiske linje ”Originals” er der absolut heller intet at udsætte på, kurvemøbler klæder en hver indretning!

Cafeen i Kerteminde

Lad os starte med at spise frokost på vores cafe i Kerteminde, foreslog Louise, da vi bestemte at træffes! Cafeen er en af den entreprenante Louises mange tiltag. Som sin farfar har hun ikke langt fra tanke til handling. En samtale med en bekendt under en biltur endte få dage efter i et lejemål og en plan om at åbne fælles cafe. ”Helt ærligt” siger Louise, ”jeg manglede selv en cafe i Kerteminde. Møblerne havde jeg jo, og min mand, som lever af at opkøbe og restaurere fiskerhuse i Kerteminde, kunne være behjælpelig med ombygningen”. Den daglige drift varetages af Louises kompagnon og foruden at være cafe, så er stedet også udstillingsvindue for Sikas møbler og for en brugskunstkollektion, som Louise lige så spontant overtog for et par år siden efter en netværksbekendt, som havde slået et for stort brød op!

Brugskunstkollektionen

Den kollektion trænger til en overhaling, hvis den skal matche det øvrige koncept, og det ved Louise godt, og hun er i gang. Netop nu nu produktudvikler hun i Portugal på noget, som er værd at vente på, min mund er lukket med syv sejl, men jeg glæder mig!

Nye tider

På vej fra Kerteminde til Rynkeby taler vi i bilen om udviklingen i branchen og om udfordringen og glæden ved at forstå udviklingen og at følge med den i stedet for at gøre den til sin fjende.

Louise siger ikke overraskende, at den største forandring er at traditionel detailhandel er en hensygnende branche. Derimod har indretningsarkitekterne kronende dage som formidlere af møbelsalg, og de, som kan navigere på sociale medier, vinder stort. Det betyder ikke, at der ikke er butikker, som klarer sig godt. Men de, som klarer sig, er de, som virkelig investerer sig selv i at give kunden en helhedsoplevelse, og de som kan agere på mange platform både fysisk og virtuelt.


Bonus info: Rattan er modsat bambus ikke er hult, men massivt, hvilket gør det meget stærkt og anvendeligt til møbler. Rattan er hurtigt voksende og derfor meget bæredygtigt. Rattan har været brugt i flere århundreder til møbler i mange kulturer.