falmet skønhed

reklame for:
HÅNDVÆRK bookazine
Flügger
SKAGERAK
Silkeborg Uldspinderi
Kjellerup Væveri
Item Studio
Cecilias Minde
Falmet Skønhed/Dorthe Kvist
Maria Fynsk Norup

Jeg har haft fingrene dybt begravet i lækre tekstiler gennem de seneste måneder. Det har jeg, fordi det næste bookazine, som udkommer 30 marts, har fokus på tekstiler. Nu rydder jeg op, som I ser på billederne, og fjerner malerbøtterne, de er fra Flügger, som har stillet maling til rådighed for mine baggrunde.

Jeg har brugt Flüggers Stilhistorieske farvekort, som er blevet til i samarbejde med Nationalmuseet. Kortet eller rettere viften indeholder 101 kulører. 8 farver fra henholdsvis: Rokokoen 1740-1780, Klassicismen 1780-1850, Historicismen 1850-1900, og den Tidlige Modernisme 1930-45, alle defineret af Line Bregnhøi, konservator ved Nationalmuseets Bevaring og Naturvidenskab. Derudover rummer viften 25 smukke klassiske kulører som supplement til de originale farver samt 35 danske historiske eksteriør farver til facade og træværk.

Jeg stødte på kortet på Ærø, hvor jeg var for at lave en historie til bookazine no, 2 som jeg glæder mig til at præsentere.

På Ærø nåede jeg desuden forbi væveren Susanna Riach, hvis firmanavn er Cecilias Minde. Hendes viskestykker viste jeg i bookazine no. 1. Susanna, som er Tysk, Skotsk gift og bosiddende i Vester Bregninge på Ærø, havde inviteret mig til at komme på besøg ved lejlighed. Den lejlighed var i december. Jeg besøgte hende i hendes workshop, som ligger midt på hovedgaden i Ærøskøbing. Her frembringer hun foruden håndklæder og viskestykker blandt andet de fineste halstørklæder og pudebetræk. Seneste nyhed er en sixpence udviklet i samarbejde med en irsk producent, stoffet er vævet af uld fra Ærø. Sådan en fik jeg med mig hjem. Den har ventet på at blive vist frem siden.

Ventet har også bogen ”Falmet Skønhed”, som er skrevet af Dorthe Kvist og fotograferet af Maria Fynsk Norup, som ligesom Susanna bor på Ærø, hvor hun i øvrigt driver et galleri. Maria er en gudsbenådet kunstfotograf. Dorthe er dygtig til haver og blomster, meget dygtig. Bogens tema er tørrede blomster. Jeg har det for at være ærlig, lidt stramt med tidens tørrende blomstertrend. Det meste minder mig om noget, jeg har set rigeligt af i en periode og i et miljø, som jeg ikke stilmæssigt har lyst til at genforenes med. Men bogen gør min skepsis til skamme, den er faktisk virkelig fin, og den har en eksistensberettigelse. Jeg anerkender, at vi har behov for at nytænke blomstervasen om vinteren for at spare på den klimabelastning, som er forbundet med konventionelt blomsterbrug. Men for min skyld behøver I ikke sprøjtelakere de tørre blomster og en tarvelig brugskunst-blikopsats bliver aldrig skøn, heller ikke selvom billedet er smukt.