Forbilleder

Reklame for: Foto Rigetta Klint
Bogen HÅNDVÆRK
Woodcraft by Jonas Als

Jeg har flere i min bekendtskabskreds som arbejder med sårbare børn og unge, ofte børn og unge fra udsatte kår. Alle taler de om værdien af ”en anden voksen”, ja ikke bare om værdien af, men om at det er af afgørende betydning at møde ”en anden voksen” en voksen med resurser, en voksen som kan vise vej, som er forbilledlig.

For mig selv var det af virkelig stor betydning, da jeg som ung skulle finde vej, at jeg fik øje på voksne som var forbilledlige. Ikke at jeg var sårbar og ikke at mine forældre var resursesvage, på ingen måde. Jeg vidste bare tidligt at jeg ikke skulle bare ikke i deres fodspor og jeg behøvede derfor andre pejlemærker. Tak fordi i var der! Tak fordi i lod mig være med, lod mig smage jeres mad og synge med på jeres sange og fordi jeg sammen med jer fik mulighed for at udvikle mig til den voksne jeg gerne ville være.

Forbilleder, det var blandt andet hvad jeg talte med Jonas Als om da jeg interviewede ham om i forbindelse med min bog HÅNDVÆRK, i bogen skriver jeg i afsnittet om Jonas:
Kokkene bliver ofte beskrevet som vor tids rockstjerner. Tager man et kig på, hvordan de iscenesætter sig selv som brand, er det ikke nogen helt skæv sammenligning, og ikke bare fortjener de opmærksomheden og deres stjernestatus, de fortjener også en stor TAK. Den opmærksomhed, kokkefaget de senere år har trukket til sig, har i høj grad haft afsmittende effekt på andre håndværksfag og har medvirket til, at cool-faktoren ved at være håndværker nu er helt i top. Når talen falder på, hvem der er cool, så vil jeg gerne pege på én, jeg kender. Han snitter skeer og drejer trætallerkner, som flere internationale gourmetrestauranter dækker op med.

Han hedder Jonas Als. Han bor i en lille by på Nordsjælland, han er 29 år og enlig far til et tvillingepar på 9, han kalder sig selv for slöjdare, og han læser til naturvejleder.

Historien om Jonas og hans virksomhed Woodcraft by Jonas Als er historien om en ung mand, som snublede ind i voksentilværelsen. Jonas var bare 20 år, da en sommerflirt udviklede sig til en tvillinggraviditet sammen med en pige, som viste sig ikke at være så robust, og snart var Jonas enlig far til to. Jonas’ forældre boede heldigvis i nærheden og var dengang som nu til stor hjælp. “Der var nogle år, hvor jeg ikke lavede meget andet end at skifte ble og finde fodfæste i rollen som forælder,” fortæller Jonas, da jeg besøger ham og hans skønne unger i deres lille byhus. “Det var i den periode, jeg genoptog min foretrukne syssel fra efterskoletiden; at snitte i friskt træ. Jeg begyndte at lave skeer, jeg kunne ikke gå ud som mine jævnaldrende, og jeg hyggede mig faktisk ret godt med snitteriet, når ungerne var lagt i seng. Jeg fik lavet mange skeer, og jeg blev god, rigtig god.” Parallelt med at han snittede, fik han øje på, at der var andre, som gjorde det samme. Især i Sverige, Norge og Finland trives der en moderne version af det gamle sløjdhåndværk.

Der var en kultur at spejle sig i og at lære af, og Jonas begyndte at deltage i kurser og workshops. Da der var kommet ro og overskud i den lille familie, begyndte Jonas at læse HF som enkeltfag, og til sin egen store overraskelse gik det rigtig godt, og det gav blod på tanden. Det var derfor nærliggende at søge videre, og valget faldt på uddannelsen til Natur- og Kulturformidler på Skovskolen, en professionsbachelor. Den uddannelse er Jonas i gang med nu, samtidig med at hans virksomhed for alvor er ved at tage form og fart. “Jeg gør selvfølgelig min uddannelse færdig,” siger Jonas, “men jeg har ikke tænkt mig at stille mig op i arbejdsløshedskøen, når jeg afslutter, tværtimod, jeg skal drive min egen virksomhed, og så kan det godt være, at jeg indimellem skal lave noget naturvejledning, det hænger godt sammen.”

Om årsagen til sine interesser refererer Jonas til sit efterskoleophold, hvor han begyndte at snitte i træ. Der var navnlig én lærer, som gjorde stort indtryk. “I hans nærvær følte jeg mig set og følte, at jeg var en succes, og han er nok den væsentligste årsag til, at jeg er, hvor jeg er i dag. Det var nok også ham, jeg imiterede, da jeg begyndte at sælge mig selv og mine produkter, han var kæk og ligefrem, og han elskede verden, og verden elskede ham.”

En vidunderlig historie synes jeg, og tænk hvor må han være stolt den efterskolelærer. For min egen del, er det som gør mig mest glad og stolt, når jeg nu og da erfarer at jeg har gjort en forskel for et andet menneske- lille eller stor, fagligt eller personligt. Må jeg tillade mig at minde om at den som giver mest, får mest!