fra jord til bord

Reklame for:
HÅNDværk bookazine
Foto Rigetta Klint
Crowdfarming



Vi skal tale lidt om Crowd Farming.

Jeg har fortalt om organisationen før her og her og så har jeg gjort det i en længere artikel i HÅNDværk bookazine no 1 som har temaet ”til bords med håndværk”

I bookazinet har jeg besøgt Familien Bonillo Barcia i Andalusien som sælger deres citroner gennem Crowdfarming.

Der er stadig citroner at få og de kan varmt anbefales.

Desuden er det igen blevet tid til at bestille appelsiner. Du kan her se hvile produkter du aktuelt kan få leveret. Direkte fra de økologiske avlere til din hoveddør.

Du får her et uddrag fra HÅNDværk bookazine no 1, fra artiklen om citronavlerne:



På eventyr

Familien Bonillo Barcia, har en økologisk citronplantage i landbrugsområdet Arboleas-dalen i Andalusien.

Plantagen drives af Julian Bonillo Barcia, som er 58 år. Hans far havde også citronplantage, men i mindre målestok.

Julian har to sønner, Antonio på 29 år og Martin på 32 år. Begge sønner bor tæt ved barndomshjemmet.

Antonio er involveret i driften på daglig basis, Martin hjælper til, når der er spidsbelastning og gør i øvrigt karriere som ingeniør i industrien.

I bedsteforældregenerationen var det muligt at leve beskedent af en sådan plantage. Sådan er det ikke længere. Julian passer det lokale postkontor, og Antonio har en bachelor i erhvervsøkonomi og ledelse og er driftschef i en lokal landbrugs-eksportvirksomhed.
Plantagen er fritidsbeskæftigelse. Sådan er det for alle i området.

Til gengæld har plantagen givet økonomi til, at de to sønner har kunnet uddanne sig på universitetet, og uddannelse er nødvendigt i det moderne Spanien. Siger de tre samstemmende.

Familiens plantage har været certificeret økologisk i mere end 20 år, og i alle år har de solgt deres citroner til en distributør, som har videresolgt til supermarkeder rundt omkring i Europa. Sådan afsætter de stadig store dele af høsten. En meget lille del – de frugter, som bliver tilbage, når de store, fine citroner er plukket og solgt – går til sodavandsindustrien.



Vi starter med en kop kaffe på den lokale restaurant

Og hvorfor nu Crowd Farming, undrede jeg, da vi får sat os til rette? Martin, som er den eneste af de tre, som taler engelsk, indskyder, inden han svarer: ”Jeg oversætter ikke alt, hvad min far siger, han er i et kærlighedsforhold til sine citroner, og det bliver for meget, hvis du får at høre, hvor glad han er for frugten.” Det vil jeg nu gerne vide, og for resten kan jeg se det i Julians øjne, som stråler om kap med den sol, som sørger for, at der er 37 grader i skyggen.

”Crowd Farming tog kontakt til os,” fortæller Martin – ”det er sådan, at Antonio og jeg lavede et afsluttende projekt på vores studie. Projektet gik ud på at etablere en virksomhed, og vi kreerede en virksomhed, som havde til formål at sælge premium-citroner i en eksklusiv trææske. Vi tænkte til gin og tonic og sådan! Sagen er bare, at vi havde forestillet os at afsætte produktet på hjemmemarkedet. Sådan tænkte vi uden at tage højde for, at de fleste i Spanien har let adgang til friske citroner, så det blev aldrig nogen succes!”

”Hvad der derimod skete, var, at vores materiale kom i cirkulation på internettet, og så kom det folkene på Crowd Farming-kontoret for øre. Således er det gået til, at projektet alligevel er kommet til nytte, og det logo, vi fik designet til vores dyre trækasser, pryder nu de papkasser, vi pakker Crowd Farming-citroner i. Det er vores første sæson som Crowd Farming-avlere, og vi har pakket og sendt ca. 300 kasser om ugen siden april.”

”Lige nu satser vi på, at vi til næste år ud over citroner skal sælge kaktusfigner. Vi har plantet kaktus i år. Dem skal du med ud at se, de ligger ved siden af vores køkkenhave, som vi også skal besøge, men først går vi gennem den del af plantagen, som ligger nærmest vores hus.”



Som sagt så gjort

Vi går sammen med familiens hund over den sprukne jord og gennem et paradis af frugt. Helt naivt og glad jubler jeg over hvert eneste træ, så meget jubler jeg, så de må spørge mig, om jeg aldrig før har set et citrontræ?

Julian kan lide, at jeg deler hans begejstring, og han spørger, hvordan jeg forholder mig til, som kunde at modtage en kasse med citroner af uens størrelse, og jeg ivrer, ”jo mere forskellige jo bedre”. Han beder mig om at dele den holdning. Han siger: ”Frugt kommer i mange former og størrelser, og at der er mærker i overfladen, er ikke tegn på, at der er noget i vejen, men bare at frugten har hængt tæt op ad en anden frugt på grenen, eller at et insekt har været forbi på et eller andet tidspunkt i frugtens vækstperiode. Skulle vi standardisere størrelsen, ville det øge prisen og give stort spild.”

Han gør i øvrigt stilfærdigt opmærksom på, at den frugt, man køber i supermarkedet, er høstet længe inden, den lander i butikken. Op imod en måned, siger han, hvorimod frugten fra en Crowd Farming-bonde plukkes, pakkes og sendes afsted og lander hos forbrugeren inden for samme uge.

Jeg fortæller, at på vores breddegrader er der en stor interesse for både økologi og for nicheproduktion, og jeg er sikker på, at citronerne vil falde i god jord.

Martin supplerer og siger, at der også er en øget interesse for økologi i Spanien. Han er fx selv helt gået over til at handle økologisk, hvorimod lokalproduceret aldrig har været et spørgsmål, ”naturen her er så generøs, at vi selvfølgeligt spiser det, som vokser lokalt. Det er også det billigste, sådan har det altid været, og sådan bliver det ved med at være.” Ingen snak om den sag!

Vi er nået tilbage til garagen, hvor kasserne bliver pakket.
Foran huset er der hønsegård, også her er der citroner, men også mandariner, avokado og grape.

Jeg bliver generøst præsenteret for hele deres rigdom.

Vi hopper i bilen, en gammel Suzuki firehjulstrækker, og vi bumler afsted ad de hullede grusveje.

Først skal vi se det opdæmmede vandreservoir, som dalens bønder deler, og som giver mulighed for den nødvendige vanding af plantagen.

Dernæst skal vi se køkkenhaven med mandeltræer, auberginer, peberfrugter og meget andet godt, og ikke mindst skal vi se de kaktusplanter, som næste år skal forsyne mig og andre med kaktusfigner gennem Crowd Farming.

Vi slutter, som vi startede, på restaurant. Denne gang med udsigt over hele dalen, der er citrus af flere slags, oliven og mandeltræer så langt øjet rækker.

De er stolte over deres sted, både de to, som brænder for plantagen, og ham, som ærligt må indrømme, at han er mere optaget af sit job!