ildsjælene

Reklame for:
Foto Rigetta Klint
A Petersen, Collection & Craft

Jeg har det mildest talt stramt med selv at blive tituleret ildsjæl.
Måske fordi jeg ofte hører begrebet brugt af mennesker med deres på det tørre, om os der uden det store økonomiske sikkerhedsnet producerer lokale fødevarer, håndværk, kunsthåndværk, design eller på anden måde har fingrene dybt begravet i morgendagens kulturelle arvegods.

Jeg er næsten altid sikker på, at ”du er en ildsjæl” bliver sagt i beundring, og det er dejligt, men får jeg fornemmelsen af, at det bliver sagt som et indirekte forsøg på at slippe billigt, bliver jeg stødt på mancheterne.

En gang var ildsjæl et fint ord. Et ord som beskrev mennesker med passion og vilje og evne til at dele ud af deres overskud.
I synonymordbogen står der, at ildsjæl betyder omtrent det samme som idealist. Jeg spekulerer på hvordan det gik til, at idealisme og tossegodhed på nudansk er kommet i familie med hinanden, og på hvor grænsen går mellem brændende engagement og naivitet?

Jeg vover pelsen og kalder nærværende artikel om A Petersen for "ildsjælene", fordi det er sådan jeg ofte hører Anders Petersen og Kari Svarre, som står bag A Petersen, omtalt. Det vover jeg også, fordi ildsjæl hos A Petersen både rimer på forretning og på stort personligt overskud og på åbenhed og ikke det mindste på naivitet.

Stedet

A Petersen Collection og Craft danner rammen om snedkerværksted, polsterværksted, butik og udstillingssted og har været i løbende udvikling i 4½ år. Huset på Refshalevej befolkes i det daglige foruden af Anders og Kari og 6 fuldtidsansatte og i weekenderne og i forbindelse med udstillingsåbningerne desuden af et antal studentermedarbejdere.

Udstillingsvirksomheden, som er stedets umiddelbare trækplaster og absolut bedste visitkort, har jeg beskrevet her, her og her.

Den resterende del af virksomheden, butiksdelen og værkstederne er lige som udstillingsvirksomheden båret af et ønske om at være ambassadører for koblingen mellem design og håndværk. Men også af en stærk og tydelig personlig smag, som ikke er til diskussion.

Om et produkt er egnet eller uegnet til at blive repræsenteret i butikken handler til syvende og sidst om, hvorvidt det falder i Anders´ smag. Sådan er rollerne fordelt, Anders tegner virksomheden, og Kari kommunikerer den.

Man fornemmer, at den fordeling er en formalitet, stedet og stilen er en delt passion.

Kollektionen

Det er befriende at træde ind i en butik, hvor man straks ved, at alt som findes, findes af en anledning. Nemlig at den, som har valgt produkterne ud, synes om dem. Endnu bedre bliver det, når de, som servicerer, ved ALT om både produkt og herkomst og tager sig tid til at fortælle, uanset hvem som spørger, og uanset om der bliver spurgt af interesse eller med køb for øje.

Butikken sælger dels design og kunsthåndværk, som er i kommission, dels møbler som er udviklet i samarbejde med møbelarkitekter og produceret af A Petersen, kaldet AP Serien. AP Serien sælges i huset på Refshalevej, men også til en håndfuld internationale butikker. Da jeg fotograferede på snedkerværkstedet, var det ikke møbler, som blev snedkereret, men transportkasser til en sending møbler som var på vej til New York.

Værkstederne hjælper med andre ord til med husets mange forskellige aktiviteter. De producerer udstillinger, de produktudvikler og producerer AP Serien. Men håndværkerne fungerer også som konsulenter og underleverandører for andre virksomheder, f.eks. polstrer de Finn Juhl møbler for One Collection.

Status

”Jeg er overrasket over, hvor langt men kan komme på 4 ½ år,” siger Anders da vi taler sammen i butikken. ”Overrasket over hvor mange døre man kan åbne, hvor mange mennesker man kan møde, og hvor stor respekt man kan opnå”.

Jeg tænker, at det kan man, når man er dygtig og dedikeret. Det kan man, når man har en sikker smag, og når man hele sit liv indirekte har forberedt sig. Det kan man, når man kan lide mennesker og er dygtig til at samarbejde både indadtil og udadtil. Det kan man, når man ved, hvad man vil og er villig til at begive sig afsted uden helt at kunne se vejen klart for sig. Det kan man, når man er klar til at arbejde på den gode side af 12 timer i døgnet. Det kan man, når man er generøs!