kulturhavnen

Reklame for:
Foto Rigetta Klint
Keramiker Anna Bystrup

Man kan køre langt og opleve ingen ting og man kan køre en lille tur og opleve alting. Det hele afhænger af øjnene der ser, og ærligt indrømmet, en lille smule af hvad omgivelserne byder på.
Umiddelbart inden min ferie var jeg en tur til Halsnæs som ligger 55 minutter fra København. Mit ærinde var et besøg hos keramiker Anna Bystrup som netop er flyttet ind på ”kulturhavnen” i Hundested.

Halsnæs er et hjørne af Danmark som jeg kun har begrænset kendskab til, men som jeg nu skal til at udforske!
Hundested ligger med havet til den ene side og Isefjorden til den anden. Byen har en hyggelig hovedgade, en aktiv havn, den har gode bademuligheder og desuden et rigt kulturliv med b.la. Fyrgården hvor Hundested Kunstforening og dens skiftende udstillinger holder til og Knud Rasmussens Hus som er museum og mindestue for den verdensberømte polarforsker, oprindelig fungerede huset som hans danske arbejdshus.
Havnen i Hundested er en gammel erhvervshavn som stadig modtager fragtskibe, der er en aktiv fiskerihavn, der er lystbådehavnen og så er der kulturhavnen. Kulturhavnen er en myriade af små og større butikker og kunsthåndværkerværksteder, der er Nanna Backhaus og Andrew Jason Brown som driver glashytte, Egeværk som laver møbler og Anna Bystrup som drejer keramik, bland flere andre. På Kulturhavenen ligger også det lokale Halsnæs Bryghus som både er bryghus og restaurant.

Når talen falder på bryghuse; jeg var tidligt ude og inden jeg skulle møde Anna i Hundested, nåede jeg et smut syd for Hundested til den lille havneby Lynæs som ligger idyllisk ved indsejlingen til Isefjorden bare 2 km fra Hundested.

Jeg parkerede bilen på havnen og det første jeg mødte, var et skilt med tilbuddet om en lokal Lynæs øl. Lynæs øl kan man få på værftet som for et par år siden blev overtaget af den innovative Peter Øvre som har store ambitioner for det gamle bådeværft, han vil genoplive Lynæsjolle som jeg har forstået, er en institution, han vil reparere og opbevare både, han er involveret i maritim turisme og han har sørget for at væftsbygningen nu kan fungere som et moderne forsamlingshus. På havnen, efter et kig indenfor på værftet (ingen øl kl 8 om morgenen) fandt jeg på bådebroen rejefiskeren Jan, som hver morgen stryger fjordrejer og derefter sælger sprællevende rejer mellem kl. 8.00 og 10.00 eller så længe lager haves!

Jeg skulle tilbage til Anna Bystrup for at se hendes nye sted og undlod at købe rejer selv om det var fristende. Anna vendte sidste år tilbage til Halsnæs efter nogle år i København efterfulgt af uddannelse, siden arbejde på Bornholm.
Først etablerede hun sig midlertidigt i et kælderværksted hvor hun har arbejdet vinteren igennem. At åbne på havnen er en satsning, huslejen er dyr og der skal sælges en hel del for at få det til at løbe rundt, men de første måneder er gået over al forventning fortæller Anna over kaffen og fortæller at eftersom hun har brugt vinteren på at producere er hun nu SÅ klar til at sommergæsterne kan komme forbi og forsyne sig.

Til kaffen serverer Anna kirsebær fra egen have og fortæller med glæde i øjnene at hendes valmuemark sprang ud netop natten inden jeg kom på besøg. Hun nyder nærheden til naturen og trives i sin selvvalgte ensomhed i et lille hus langt ude på landet. En ensomhed som er tyndet op i alle de mennesker hun møder på kulturhavnen og af besøg fra København og af hendes egne ture ind til byen.
En rundtur på værkstedet bekræfter at hun har varer nok til et godt sommersalg, der er virkelig noget at vælge imellem. ”Jeg er både stædig og flittig og nok også lidt rastløs” smiler Anna og fortsætter ”og om sommeren behøver jeg meget lidt søvn”
Anna var allerede i gang med dagens arbejde ved drejebænken da jeg kom, det er den disciplin hun er mest optaget af. Hun har øvet sig i årevis og bemestrer nu leret til perfektion. Leret hun anvender, er en blandning af nyindkøbt ler og af gammelt tørret ler som hun blander op og ælter ind i det nye, intet går til spilde, selv den mindste klump kan få kan få et liv som kop, tallerken, vase eller skål.

Anna Bystrup er et besøg værd, Hundested er et besøg værd og glem ikke at tage en afstikker til Lynæs, området har meget at byde på!