Kurbad versus Spa

Reklame for:
Foto Rigetta Klint
Varbergs Kusthotell

Inviterer du mig på spaophold, vil du erfare, at min interesse er sparsom, måske næsten forbeholden. Spørger du mig derimod, om jeg har lyst til at tage på kurbad, så er min indstilling straks en helt anden:

”JA tak, det vil jeg meget gerne! Hvornår”?

Hvorfor? Er det ikke det samme?


Jo, indholdet er i nogen udstrækning det samme: Afslapning og behandlinger af den ene eller anden slags. Det er måske nok endda sådan, at ordet kurbad klinker gammeldags, sådan at selv på steder, som har en kurbadstradition, erstattes kurbad af benævnelsen spa efter devisen: Man må følge med tiden!
Tider og sæder skifter. Selv i oldtiden kendte man til de helbredsmæssigt gunstige virkninger af at bade i saltvand og af at indtage mineralsk vand. I middelalderen var man derimod skeptiske, og mange anså det løsslupne badeliv for medvirkende årsagerne til de epidemier som hærgede. I begyndelsen af 1700-tallet begyndte badelivet så igen at blomstre, og den udvikling kulminerede i slutningen af 1800-tallet, hvor der åbnede mange kurbade med et tilhørende mondænt selskabsliv rundt omkring i Europa.
I Danmark etableredes Silkeborg Bad i 1883, Skodsborg Badesanatorium i 1898 og Hareskov Kuranstalt i 1908.

Hvorfor er det, at jeg er mindre tilbøjelig til at takke ja, hvis jeg bliver tilbudt spa? Fordi det i mine ører lyder som hvinende veninder, ”bobler” ved poolkanten og som alt andet end fordybelse og rehabilitering, og frem for alt er de billeder, jeg får på nethinden, meget u-elegante!

Jeg har været på kurbad i forgangne uge

I Varberg på den svenske vestkyst i landskabet Halland.
I Halland er der er en kurbadtradition, som skriver sig tilbage til det tidlige 1800-tal. En tradition både for at bade i det salte havvand, koldt som varmt og for at tage på kurbad. Først og fremmest for helbredets skyld, men også for nydelse og afslapning. Man har længe brugt tang i baderitualerne. Således kunne en lokal jævnaldrende bekendt fortælle om, at hun som barn fulgte med sin mormor til ”varmbadhuset”, hvor den kvindelige bademester skrubbede kvinderne med tang. Hammam på Skandinavisk!

Varberg kurort eller Varbergs Kusthotell, som det hedder, var rammen om mit kurbadeophold. Varbergs Kusthotell i (Danske) Comwell koncernens regi holder til i et nedlagt tuberkulosehospital smukt beliggende i vandkanten uden for Varberg.

På kysthotellets hjemmeside tilbyder de spabehandlinger, og alligevel insisterer jeg på at tale om kurbad!
Det gør jeg, fordi min oplevelse VAR kurbad, diskret elegant og sundt for krop og sjæl!
Det gør jeg også på grund af den skønne beliggenhed nær havet og de deraf følgende muligheder for gåture i vinterlandskabet og muligheden for at gå saunaen i vandkanten og bade i det iskolde havvand.
Jeg gør det for den afdæmpede og genuine indretning af det store hus, som emmer af ”hospitality” og inviterer til at komme igen og igen. Måske en fast uge hver år? Måske endda for at bo i samme værelse år efter år!
Jeg gør det for den gode sunde mad, for den veludstyrede sal med træningsmaskiner, for salen med afdæmpet ro og Yoga- og Qigong lektioner (salen har små lamper i loftet som i mørke spejler stjernehimlen udenfor).
Også for det indendørs svømmebassin med havvand opvarmet til 32 grader. For et antal andre bassiner med og uden bobler og både almindelige sauna og dampbad.
Sidst men ikke mindst for behandlingerne og de tilstødende afslapningsområder, som er beliggende i de sale, hvor tidligere tiders tuberkulosepatienter blev rullet ud for at bade i dagslys foran de åbentstående vinduer.

Varbergs Kusthotell definerer som det eneste sted i Sverige deres behandlinger som Thalassoterapi.
Ordet stammer fra græsk. Thalassa betyder hav og therapeia betyder helbredelse.
Det betyder at havet er allestedsnærværende både i badene, og i de produkter der behandles med.

Mine behandlinger

Foruden mine svømmeture i det salte vand var jeg i tangbad, og jeg fik en skøn massage. Tangbadet var foruden naturoplevelsen turens højdepunkt. Badet foregik i et stort misundelsesværdigt træbadekar fyld med varmt havvand og tang, som en lokal tangfisker løbende fisker op og klargør til hotellet. Behandlingen foregik ved, at spaterapeuten skrubbede og masserede min krop med tangplanterne. Meget specielt at blive vasket af en anden kvinde. Badet var velgørende. Det duftede særligt. Huden blev silkeblød, musklerne afslappede, og jeg havde varme i kroppen i mange timer.
Tangbad er ikke bare afslappende, det er også lindrende for gæster med reumatiske problemer eller psoriasis.
Den efterfølgende massage fuldente nydelsen.

Service info: Det er en god ide at booke tid inden ankomsten, man behøver ikke bestemme sig for, hvilken behandling man ønsker, blot om det er krop eller ansigt og hvor lang tid. Resten kan aftales umiddelbart inden behandlingen går i gang og kan skræddersyes efter dit individuelle behov.

Afsted med dig

Summa summarum accepterer jeg, at min oldnordiske sondring mellem kurbad og spa mest bor inden i mig selv, at forskellen måske ikke er så stor. Blot skal man se sig for, finde et sted hvor både behandlingerne, æstetik og beliggenheden er i overensstemmelse med den oplevelse, man drømmer om. Sidst men ikke mindst skal man i mange tilfælde overveje, om man er til lavsæson eller højsæson.

På Varbergs Kusthotel kan de det hele. Kommer man uden for sæson på hverdagene mandag- torsdag kan man være på kurbad. Her støder man både på hotelgæster, men også på lokale som glædes over faciliteten.
Dukker man op i weekenden vil oplevelsen minde mere om det, jeg forbinder med spa. Fredag inden jeg kørte fra hotellet var venindegrupperne begyndt at indfinde sig, og de var spændt op til narrestreger!

Jeg er tilbage med ro i krop og sjæl helt tilfreds med mit ”off season midt i ugen Sverige i januar” ophold. Du skulle prøve. Den øjeblikkelige kronekurs gør endda, at det er en overkommelig fornøjelse!