Lauras rejse

Reklame for:
Foto Rigetta Klint
Bogen HÅNDVÆRK
Laura Hoff

Du skal møde Laura Hoff, en farende svend.

Laura er Bachelor i keramisk design fra KADK på Bornholm. Siden hun afsluttede sin uddannelse, har hun blandt andet trænet støbeteknik hos Esther Elisabeth Pedersen og drejeteknik hos Gurli Elbækgaard. Det var hos Gurli jeg mødte hende første gang i foråret 2018 til en snak om at være mester og elev. Det møde kan du læse om her. Historien indgår i min bog HÅNDÆRK.

Næste gang, jeg mødte Laura, var på Bornholm i sommeren 18. Hendes franske kæreste, som er glaspuster, arbejdede som glaspuster for Pernille Bastrup på Glasrøgeriet i Gudhjem, og Laura vekslede mellem at bo sammen med Thibaut Varry i deres Van og at bo i Tisvilde, hvor hun arbejde på hotel, når hun ikke lavede keramik hos Elisabeth og Gurli

Senest så jeg Laura, da jeg havde reception for HÅNDVÆRK i oktober 18. Da kom hun og Thaibaut til min glæde forbi. De var de på vej til Frankrig, Spanien og Portugal i deres rullende fælles hjem. De var indstillet på at være farende svende, altså at tage arbejde på glas og keramikværksteder hvor de kom frem. Desuden skulle de besøge familien og nyde godt af de varmere himmelstrøg over vinteren. De fik besøgt familien og set mange værksteder, både glaspusterværksteder og keramiske værksteder Men de fik ikke jobs som de havde håbet på.

Hvad, de derimod fik, var en indsigt i hvor højt niveauet generelt er, blandt danske kunsthåndværkere sammenlignet med niveauet i de tre lande, de besøgte. Højt både hvad angår form og håndværksmæssige færdigheder, men også hvad angår muligheden for at afsætte og for at have et fornuftigt økonomisk udbytte af sit arbejde.

”Der er undtagelser fra reglen”, fortæller Laura. ”4 timers kørsel syd for Paris højt hævet på leret jord og omkranset af skove ligger "Village de Potiers" La Borne, som siden det 14. Århundrede har været hjemsted for keramikere. Lige nu er omkring 100 aktive keramikere en del af en levende tradition på højt fagligt niveau. Der fremstilles både brugskeramik og kunstkeramik i området. Der er udstillingsfaciliteter, og det er meget eftertragtet at komme i praktik i området, og keramik fra La Borne er meget eftertragtet”.

Nu er Thibaut tilbage på Bornholm og Laura er i Tisvilde, og jeg har mødt hende igen.


Da jeg mødte Laura første gang, spurgte jeg:

Håndværker, kunsthåndværker eller kunstner? Den gang svarede hun:

”Jeg er sikker på, at jeg arbejder henimod et kunstnerisk udtryk, men jeg har altid vidst, at jeg skulle være en form for håndværker. At det blev keramik hænger netop sammen med, at jeg med det materiale kan lave rejsen fra håndværk over kunsthåndværk til kunst. Men jeg forstår, at min vej til at komme til at udtrykke mig kunstnerisk går gennem at få et dybt kendskab til mit materiale, og jeg drømmer om ligesom Gurli Elbækgaard at komme til at beskæftige mig med både unika og serieproduceret håndlavet keramik”.

Jeg stillede samme spørgsmål igen i år, og Laura svarede: ”Jeg er stadig under vejs.”

Og jeg får lyst til at supplere med et af hendes citater fra bogen HÅNDVÆRK:
-”Min rejse er knap begyndt, og jeg ved, at intet er givet på forhånd eller for den sags skyld statisk. Jeg har lært at acceptere, at følelsen af vildrede åbner mulighed for at ny-orientere sig og for at revidere planen, så den passer til dagsformen.”

Det er smukt og indsigtsfuldt, synes jeg!

I år skal Laura ikke arbejde på hotel, og hun skal hverken være i praktik eller arbejde for andre keramikere. Nu er det hendes eget keramik, som skal formes og finjusteres. Hun har etableret et lille sirligt værksted i kælderen under forældrenes hus. Laura har arvet en slidt ovn efter Gurli, som har købt en ny. Lauras far som er murermester har sat ovnen i stand, og den kører allerede på fuldt blus. Laura arbejder dels på at dygtiggøre sig og finpudse sit udtryk. Det er en ”never ending” proces, dels med at producere keramik som hun kan sælge. B.la. af ler som hun har med hjem fra La Borne.
Kunderne? Lige nu er det venner og venners venner, forælderens venner og kolleger og faderens kunder og folk, som sidste år fik øje på Lauras keramik på det lokale kunsthåndværkermarked Kildemarkedet. Der skal hun også deltage i år (3-4 august), og så skal hun have sin Instagram konto kørt i stilling som ”butiksvindue”.

”Det er super privilegeret, at jeg kan arbejde her uden at bekymre mig om husleje. Den mulighed skal jeg udnytte fuldt ud, og jeg arbejder næsten alle døgnets vågne timer” fortæller en tilfreds Laura.

Til efteråret når Thibaut har blæst sit sidste glas på Bornholm, så ruller deres Van igen sydpå. Denne gang skal de også til Italien, og så drømmer Laura om at opholde sig i en længere periode i La Borne.