location, location, location


Hvor ejendomsmægleren taler om beliggenhed, beliggenhed og beliggenhed, så er location nøgleordet når vi taler design weeks. Sådan er det i Milano, sådan er det under 3days i København, og sådan er det i Stockholm.

Jeg har været i Stockholm i forgangne uge. Det er der formodentlig flere, som har bemærket på instagram.

Her får I begivenhederne i mit perspektiv.
Jeg har ikke haft mit kamera med, så I må tage jer til takke med mobiltelefonbilleder.

Beliggenhed var årsagen til mit hotelvalg. Well, der er mange fine hoteller i Stockholm, men hvad angår beliggenhed, så er Mälardrottningen, som er et hotelskib, beliggende på Riddarholmen med udsigt til Söder uden konkurrence.



I Byen

Det Gamla Riksarkivet ligeledes på Riddarholmen dannede rammen om en af de tre mest omtalte udstillinger under Designweek.

På Riksarkivet havde afgående chefredaktør på magasinet Residence, Hanna Nova Beatrice, kurateret for japanske 16/16 Arita, ligeledes japanske Ariake, danske Le Klint og Friends and Founders, som er dansk/svensk.
– Den location er helt fantastiske, udstillingen var velkomponeret stylet af AnnaLeena Leino. Der var ingen store overraskelser men mange, meget smukke møbler og objekter.

Det andet af de meget omtalte og besøgte showrooms var Sculptor´s Residence.
En iscenesættelse af et fiktivt kunstnerhjem. Et samarbejde mellem Norm Architects, Menu, DUX og B&O blandt andre. Rammerne var ikke slet så storslåede som på Riksarkivet, men den herskabelige lejlighed satte dog en scene, som var bemærkelsesværdig.

Både på Riksarkivet og i Sculptors Residence var den fremherskende farveskala brun, natur, creme og hvid. Formsproget minimalistisk og tidens længsel efter håndens aftryk slår igennem i iscenesættelsen, lige som det også gjorde sig gældende på messen, som jeg skriver om længere fremme i artiklen. Der var mange film med kig til fremstillingsprocesser, der var meget værktøj, og der var meget arrangeret skødesløshed.

Hvis man hylder den afdæmpede farveskala og en æstetik, hvor Skandinavien møder Japan og krydsbefrugter, så er Asplunds på Sibyllagatan et besøg værd. Alt er smukt, både under Design Weeks ugen og i øvrigt.

Det tredje meget omtalte og besøgte showroom var Disalogues Ted Space. Ted Space var lige som Gamla Riksarkivet kurateret af Hanne Nova Beatrice. Denne udstilling fandt sted i en privat lejlighed i et fantastisk funkisbyggeri tegnet af arkitekten Björn Hedvall ( 1889-1982).

Udstillingen var et avantgardistisk gesamtkunstwerk, hvor møbler, kunstgenstande, duft og lyd udgjorde en helhed. Iscenesættelsen var lagt i hænderne på Kråvik Dórazio, stylingen var foretaget af Sophia Bratt. På denne location var der møbler og kunstgenstande fra blandt andre Artelleriet, Ann Demeulemeester, Lotta Agaton og Frama. Den gule daybed på billedet er fra Joel Fjallstrom.



Stockholm Furniture & Light fair

Designweek Stockholm er også messe. Designweek er især for indkøberne mest af alt messe. Det er ikke længere her, der handles, men det er her, der skaffes overblik.
Foruden messehallerne byder messen på talks af alle salgs og på en udstilling iscenesat af messens ”guest of honour”. Æren dette år var Doshi Leviens.

Doshi Levien er et londonbaseret designstudio drevet af indisk fødte Nipa Doshi og engelske Jonathan Levien. Duoens særkende er deres evne til at mikse og kombinere deres forskelligartede kulturelle referencer, deres unikke farve og formsans og deres dybe respekt og kendskab til såvel håndværksprocesser som industrielle fremstillingsmetoder.
Doshi Levien har samarbejdet med førende producenter som B&B Italia, Moroso, Kvadrat, og Cappellini. Jeg var vild med deres iscenesættelse. På en gang fremmedartet og meget nærværende. Samtidigt moderne og tidsløst.

Sådan tænker jeg også om Wiener GTV DESIGN. Jeg er ret begejstret for den måde, hvorpå de forvalter arven fra Michael Thonet (1796-1871). (København kan du se GTV Design hos Louise Roe Gallery)

Det er også på messen, at producenter møder unge nye designere. Således er ”Greenhouse” en væsentlig del af udstillingen. Her finder man dels skoleprojekter, dels projekter hvor formgiver søger producent.

Et af skoleprojekterne var fra Konstfack i Stockholm. De viste under titlen ”Cows and Trees” en lang række siddemøbler, alle med reference til traditionelle svenske møbler, flere i bejdset fyrretræ.
Det elsker jeg – jeg er vild med, at de unge har lyst til at grave i egen baghave for at finde spor at forfølge.

Apropos bejdsede møbler så var der super fine takter hos Svenske Åhus baserede Blå Station, som både har samarbejdet med David Ericsson omkring stole, taburetter og borde og med Fredrik Paulsen. Sidstnævnte lancerede sin bejdsede fyrretræsstol på en udstilling i 2019 på det smukke Röhsska Museum i Göteborg. Samme stol suppleret med en barstol blev brugt på årets ”Designbar,” hvis iscenesættelse var i hænderne på samme Frederik!



Og ellers?

Dejligt som altid at være tilbage i Stockholm, min hjemby no 2. Dejligt at gå tur i egne fodspor og dejligt at møde gamle venner og bekendte.

Jeg minder i øvrigt om, at mit bookazine HÅNDværk fås både hos Konst IG og hos Paper Cut , begge på Söder.