lyset

Reklame for:
Foto Rigetta Klint
Bogen HÅNDVÆRK
Muusmann Forlag

I min bog HÅNDVÆRK har jeg skrevet om værdien af det gode mentorskab.
En af dem som har nydt godt af et sådant mentorskab er Lisbeth Dam Kørner.

Historien fra HÅNDVÆRK om Lisbeth holder jeg meget af, fordi den er historien om at alt giver mening, også det som ser lidt forvirret ud og synes uden fast retning.

Lisbeth Dam Kørner er 31 år, hun er født og opvokset i Grindsted, hun er datter af en kartoffelavler.
Hun er BA i Tekstildesign med speciale i vævning fra KADK (Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler For Arkitektur, Design og Konservering). Hun har en BA i Teologi fra Dansk Bibel Institut og grundforløb fra snedkeruddannelsen.
Hun bor i København, hun er gift og venter sit første barn til januar.


Lisbeth Dam Kørners mentor er Karin Carlander



I afsnittet om Lisbeth Dam Kørner, i bogen HÅNDVÆRK, skriver jeg:

Karin og Lisbeth mødtes tilbage i 2013. På det tidspunkt havde Lisbeth netop afsluttet et kursus på tekstilskolen i Holte. Tekstilskolen udbyder kurser, som forbereder de studerende på at gå til optagelsesprøve på en designskole. Hun havde søgt, men var ikke kommet ind på Kolding Designskole på vævelinjen, og nu læste hun Snedkergrundforløbet. Lisbeth søgte mere viden om vævefaget, og blev af en tidligere lærer fra Tekstilskolen opfordret til at opsøge Karin Carlander. Hun gik herefter en vinter på et af Karins vævekurser i Dansk Tekstillaug. Undervejs opstod der en god kontakt mellem Lisbeth og Karin. Karin kunne se, at Lisbeth havde en særlig sans for det tekstile, og hun har derfor interesseret og støttende fulgt Lisbeths vej på sidelinjen som mentor. Desuden har Lisbeth været på et længere praktikophold på Karins værksted og kommer der stadig ofte, både for at lære og for at gå til hånde.

Jeg satte de to stævne for at tale om, hvad de ser af fordele ved at have en læremester. ”Man kan ikke lære at væve uden at arbejde i en sammenhængende periode på et værksted”, siger de samstemmende. Vævning er en disciplin, som kræver både stor teknisk viden men også en fysisk forståelse for, hvad der skal til. Den viden kan kun overføres fra mester til elev. Lisbeth fortæller, hvordan hun fik en ahaoplevelse og et gennembrud i sin læring en dag, hvor hun så Karin bruge hele kroppen som modvægt i forbindelse med, at hun satte væven op.

”Jeg havde nok været med til at sætte en væv op på skolen”, fortæller hun og tillægger, ”men på skolen er der tale om korte forløb, og man er mange om hver væv, og man kommer aldrig rigtig ind i processen”. Vævning er en langsom disciplin, og skal det laves godt, og vil man opnå en dyb fornemmelse for materialet, så skal man arbejde så længe, at man kommer i flow. Det kan tage dage eller uger. Man skal være af en særlig støbning for at ville væven. Hvis processen kun er en vej til målet, så er det ikke væver, man skal blive. Processen skal være et mål i sig selv for, at man kan udholde langsommeligheden. En anden af Karins elever, en pensioneret balletdanser, har beskrevet, at processen med at lære at væve minder om at lære at danse ballet, først når kroppen forstår og hovedet giver slip, så kan man agere frit.

”Der ligger jo absolut i tiden en interesse for det håndlavede, men den interesse karambolerer med det hurtige og det kommercielle, og det er svært at forestille sig, hvordan det kan blive til en levevej at være håndværker. Jeg behøver forbilleder,” siger Lisbeth og fortsætter med en hyldest til et af hendes forbilleder, Karin Carlander,

”Det er vigtigt med både forbilleder i form af faglige spydspidser men også forbilleder på det forretningsmæssige område for at turde drømme om at leve af sit håndværk. Bortset fra Karin kender jeg ingen, som har så grundig en viden om vævning, og som samtidig driver en virksomhed. Af den anledning har det været godt at være i praktik hos hende, fordi hun formår at forene det håndvævede med det maskinvævede på en måde, så der kommer et omsætteligt moderne produkt ud af det”.


På vej


”Måske skal jeg være præst, måske væver eller lysdesigner, det kan også være, jeg skal forene mine interesser og arbejde med kirketekstiler”, siger Lisbeth, da jeg senere mødes med hende i hendes og mandens lejlighed i København. ”Snart skal jeg begynde på min kandidatuddannelse, men forinden skal jeg to måneder til Japan for at lære at væve Ikat, som er en traditionel japansk væveteknik”. Lisbeth er et søgende og grundigt menneske med interesse for både det filosofiske og for design og håndværk. I sin søgen var hun et smut forbi grundforløbet på snedkeruddannelsen, inden hun endeligt besluttede, at tekstil er hendes materiale. Hun har endnu ikke fundet sin endelige form og sit endelige udtryk og kan ikke lige nu se sin vej klart for sig.

”Det betyder meget for mig at beskæftige mig med noget, hvor interesse og arbejdsliv smelter sammen. Jeg synes bedst om at lave noget, som inkluderer en stor mængde praktisk arbejde, det er godt for min sjæl at bruge mine hænder. Det er meditativt at væve. Jeg ænser hverken tid eller sted, når jeg er i gang ved væven. Når jeg ikke er i gang med hænderne, er mit hoved altid i gang med en ny ide. Det er dejligt men også indimellem en belastning. Lige nu bruger jeg min iderigdom på at indrette vores hjem. Hvorfor købe en traditionel gardinstang, hvis man kan skabe noget nyt?”

Lisbeth har spændt en fiskeline ud. Den er tynget ned af lodder. På fiskelinen er der monteret et smukt stykke tekstil som hun har lavet som sit førsteårsprojekt på designskolen. Installationen fungerer glimrende som gardin og er tillige en elegant udsmykning.


Status

Lisbeth gav den gang udtryk for at være uvis omkring ad hvilken vej hendes fremtid ville forme sig. Hvad hun vidste var, den gang som nu, at for hende skal der skal være et formål med det, hun beskæftiger sig med, som rækker ud over det dekorative.

For leden drak jeg kaffe med Lisbeth, hun har nu gået på Ålborg universitet i knap 3 semestre, hun er i gang med sin kandidatuddannelse, hun læser ”lighting-design” en meget teknisk uddannelse. Frem til hendes barsel er hun i praktik på en landskabsarkitekttegnestue. Lisbeth stor-trives. Her gavner både opvæksten på landet, hendes teologiske og filosofiske udgangspunkt, hendes materialeforståelse og hendes viden om designprocesser. Kombineret med den nyerhvervede tekniske viden om lys er hun er unik og værdsat spiller. Konturerne af en vejer ridset i gruset!