Mit sommerkøbenhavn #4

Reklame for:
Foto Rigetta Klint
Tørklæder fra Margit K

Jeg gik mig en tur i kongens mave, sludder og vrøvl i Kongens Have. Barnligt og skørt men ikke desto mindre det vers jeg kommer i tanke om, når jeg går gennem en af byens fineste parker.

Kongens Have er for både store og små, og den er både folkelig og elegant. Den har legeplads og det helt vidunderlige Marionet Teatret med gratis børneforestillinger hele sommeren, og så har Kongens have nok byens pæneste staudebede. Haven er helt enkelt en dejlig oase midt i byen, og man kan holde picnic i græsset, sidde i sol eller skygge på en bænk eller gå på cafe og restaurant.

Ud mod Sølvgade findes den ny-klassicistiske Herkules Pavillonen. Den var oprindelig byget som annex til Rosenborg slot. Pavillonen udgør nu scenografien til en udendørs cafe, og inden døre er der mulighed for at holde selskaber og møder.

Ud mod Kronprinsessegade ligger Restaurant Orangeriet i en vidunderlig smuk træbygning. Orangeriet har byens bedste udsigt. Det er meget længe siden jeg har spist der, men frokostkortet lokker med smørrebrød, og det ser godt ud!

Langs haven, mod Gothersgade og mod Kronprinsessegade, ligger de fineste små pavilloner. De er som resten af haven ejet af Slots og Kulturstyrelsen. Som der står på Slots og kulturstyrelsens hjemmeside:
De varer, der fremstilles i og sælges fra pavillonerne, skal være kvalitetsvarer. (tak for det, der er dejligt med tydelighed!)

Husene er små, og man skal sno sig, hvis man skal få plads til en butik. Ikke desto mindre er der mange fine små workshops og butikker, og niveauet er ret højt.
På min vej ned ad Kronprinsessegade løb jeg på Charlotte Torpegaard, som driver bloggen ”I love Beauty”. Hun har sin lille skønhedsbutik i en af Pavillonerne. Jo, her er småt sagde hun, men her er i mere end en betydning højt til loftet, og den begrænsede plads gør bare, at jeg bliver tvunget til kun at tage det absolut bedste ind.
Længere nede af gaden har tekstildesigneren Margit K, som ellers huserer det jyske, netop åbnet. Hendes pavillon er dels butik, hvor hun sælger sine skønne tørklæder og så er pavillonen hendes arbejdsværelse i København.

Foruden Charlotte og Margit er der skind og skrædderi, keramik og lamper og smykker i de små huse, og på hjørnet af Kronprinsessegade og Gothersgade frister skiltet med en kop Slow Coffee, inden jeg springer på cyklen for at køre hjem igen.