Mit sommerkøbenhavn #8

Kald det et illusionsnummer eller kald det hvad du vil. Mine gamle æblekasser på rad og række, fyldt med salat, krydderurter og spiselige blomster giver mig en meget tilfreds følelse af at være selvforsynende. Ikke noget måltid kan konkurrere med smagen af en salat bestående af hjemmedyrket salat, ananassalvieblade, rød og grøn basilikum, blade fra tallerkensmækkeren og et par radiser vendt i en fløde/eddike dressing (opskrift på dressing her).

Ideen til vores urbane køkkenhave fik vi forrige sommer på Sofiero nord for Helsingborg. Sofiero er kendt for deres rhododendronpark, den er smuk, men overgås efter min smag lagt af deres køkkenhave. Sofieros køkkenhave og den tilhørende butik har siden jeg etablerede min første have i begyndelsen af 90erne været min store inspirationskilde. Siden har jeg fundet ud af at der findes mange andre meget fine handelsträdgårde i Sverige, det kan du læse mere om her

Vores lille urbane køkkenhave består helt enkelt af 3 bordbukke fra Ikea, en lang stige og 10 gamle æblekasser. Æblekasserne har vi købt på Genbyg.

Kasserne er foeret med kraftig plastic som er perforeret i bunden, vi har fyldt dem 1/3 op med legakugler og derover har vi fyldt op med god økologisk jord. Jeg har sprunget over hvor gærdet var lavest og købt planterne klar udplantning. Det største arbejde med denne form for have er at den skal vedligeholdes med vanding mindst en gang om dagen, men glæden ved at kunne stryge hånden over de mange velduftende planter overstiger langt besværet. For ikke at tale om den skønhed arrangementet tilfører vores relativt lille byhave.

Værsgo´, ideen er til fri afbenyttelse!