når de sidste bliver de første

Reklame for:
Foto Rigetta Klint
Clay Keramikmuseum Danmark

Jeg har været i Middelfart for at overvære åbningen af udstillingen ”Pottemageri” på Clay Keramikmuseum Danmark. Museet er Nordens eneste specialmuseum for keramisk kunst, kunsthåndværk og design og danner hvert år rammen om flere specialudstillinger af dansk og international keramik. Desuden forvares og udstilles dele af vores keramiske kulturarv, herunder museumsdelen fra Royal Scandinavia på stedet.

Med andre ord er der på Clay Keramikmuserum Danmark mulighed for at få den aktuelle keramiske scene sat i et historisk perspektiv.

Pottemageri

Således også på udstillingen ”Pottemageri” som er blevet til i samarbejde med Dansk Pottemagerforening af 1894 som fejring af foreningens 125års jubilæum.

En udstilling som både kan ses og sanses, idet det er tilladt at røre ved de udstillede steldele, og idet udstillingen perioden igennem vil danne ramme om demonstrationer og skiftende workshops, hvor publikum kan se og prøve forskellige keramiske teknikker. På åbningsdagen ”optrådte” pottemager Lars Henrik Kähler med sine færdigheder. Lars har været pottemager i mere end 50 år og er 5. generation i den navnkundige Kählerfamilie.

At være pottemager er først og fremmest at være håndværker. Pottemager er en beskyttet titel, som kræver svendebrev. Pottemagerforeningen af 1894 var oprindelig en arbejdsgiverforening og medlemmerne var hovedsageligt en række større lervarevirksomheder med mange ansatte. Pottemageri var kunstindustri, og pottemagerne var en slags kunstindustrielle fabriksarbejdere. Pottemagerne besad den gang som nu stor viden om både materiale og teknik. De fremstillede brugskeramik i form af steldele, urtepotter, dejfade og syltekrukker blandet andet og tillige, i samarbejde med tidens formgivere, kunstkeramik.

Det er længe siden, der har foregået den slags produktion i Danmark. Blandt mange andre så lukkede det navnkundige Saxbo keramik i 1968. Knabstrup teglværk slukkede ovnen i 1988 og genopstod for få år siden nu med produktion i Portugal. Kähler lukkede i sin oprindelige form i 1975 og producerer nu i Portugal og Kina. Hjort keramikfabrik på Bornholm er overgået til at være arbejdsværksted under Bornholms Kunstmuseum.

Siden da har pottemagerværkstederne som oftest været små enkeltmandsvirksomheder. Siden 2010 er der ikke blevet uddannet pottemagere i Danmark. Foreningen Dansk Pottemagerforening af 1894 har for længst ændret på medlemsvilkårene således, at der nu er tale om en kollegial forening for både pottemagere og keramikere (sidstnævnte uddannet på designskolerne og nu på KADK), som arbejder professionelt med fremstilling af keramik.

Min generation

I min barndom besøgte vi altid den lokale pottemager, når vi ferierede rundt i Danmark. Vi købte et krus eller et æggebæger med hjem. Det var ikke alt sammen lige formstærkt, men det var håndlavet, og det at have købt det på værkstedet havde stor værdi. Således voksede samlingen af umage krus stødt og roligt.

Siden blev jeg optaget af design, og pottemagerkunsten forsvandt ud af mit synsfelt. Pottemagerkeramikken levede sit hensygnende liv i sommerhuse tilhørende ældre slægtninge og var ellers ikke eksisterende i min verden, og jeg var ikke den eneste, som så til anden side. Min generation begærede rene linjer. Vi var optaget af industriel design og ikke nok med, at vi fordrede industrielt fremstillede designprodukter. Vi ville ikke selv arbejde i industrien, det havde vi folk til, og de folk befandt sig under fjerne himmelstrøg.

Alting har sin tid

Tryk avler modtryk, og nu vil vi igen have håndlavede produkter. Gerne lokalproducerede.

Keramikglæden vil ingen ende tage. Aftenskolerne melder om alt udsolgt på deres keramikkurser, og på TV i primetime er keramik blevet til realityshow. Gourmetrestauranterne dækker op med keramik, og de professionelle keramikere kan for første gang i mange år leve af at arbejde med keramik. Det går åbenlyst bedst for de, som kombinerer en stærk formsans oftest udviklet undervejs på en designuddannelse med fagfaglige færdigheder. Det hvad enten de faglige færdighedere er opnået på pottemageruddannelsen inden den lukkede eller gennem træning eller praktik hos en dygtig håndværker.

Hvis man vil lære håndværket at kende til bunds, så er det altså nu, man ydmygt skal opsøge en dygtig pottemager for at blive sidemandsoplært.

Det, vi skal koncentrere os om, inden det bliver for sent, er det faktum, at pottemagerens kloge hænder kan deres materiale i søvne, og at deres hjerner er et kæmpe arkiv af viden om lertyper, fremstillingsmetoder, glasurer og brændinger. Den viden skal vi sikre os og med stolthed bære med os videre til næste generation. Vi skal måske endda overveje om en ny form for mesterlære uddannelse kunne komme på tale? (det talte jeg senest med Gurli Elbækgaard om her)

Når de sidste bliver de første

Jovel jeg mistede som ung min interesse for pottemagerscenen og indrømmer blankt, at en del falder uden for min smag. Derimod følger jeg med stor interesse den moderne keramiske scene.
Heller ikke her falder alt i min smag, men det bliver det ikke mindre interessant af!

Et af de seneste skud på stammen er krukker og kopper formet som ansigter! På udstillingen på Clay Keramikmuserum i Middelfart står der en skøn kop. Den er ikke et nyt design men den er meget moderne!
Desuden står der steldele fra 50 andre pottemagere og keramikere foruden enkelte vaser og en havebænk med keramisk fundament.

Fundament er netop hvad udstillingen ”Pottemageri” handler om.

I bogstavelig forstand fortæller de mange informative plancher om den lerede jord, som dannede udgangspunkt for datidens kunstindustri. De mange ler og glasurprøver vidner om et solidt fagligt fundament, og de mange objekter er i mere overført betydning vores fundament. Den arv som danner baggrund for moderne keramisk praksis.

Vi står alle på skuldrene af nogen og noget!