optur



Jule - og nytårsferien er slut for langt de fleste. Et nyt år byder sig til for os alle.

Der er nok at bekymre sig om men også virkelig meget at have optur over. Herunder muligheden for at beskæftige sig med noget så tilsyneladende uproduktivt som kunstneriske frembringelser.



På udstilling



Jeg har optur over dagens besøg hos A Petersen på Kløvermarksvej i København. Galleriet åbnede ny udstilling umiddelbart inden jul. Jeg var bortrejst og har derfor haft den til gode.
Meget apropos hedder udstillingen ”Optur”.

”Optur” viser værker og installationer af søskendeparret Teis Dich Abrahamsen (født 1963) og storesøster Leise Dich Abrahamsen (født 1955). Han er en respekteret og prisbelønnet møbelsnedker og konservator, som kaster sig legende og eksperimenterende over sit materiale ikke mindst når han konstruerer kuglebaner. Hun er formgiver og billedkunstner, mest kendt er hun for sine grafiske arbejder som blandt andet sælges hos Stilleben.

Udstillingen tager udgangspunkt i en livslang dialog om materialer, eller måske rettere i en livslang fælles leg og en fælles passion for det finurlige. Dette bevidnet af et stort podie med en samling af familiære kuriosa, flere af effekterne har mindst 50 år på bagen.

Theis er nørdet og grundig, hans værker er længe under vejs, og er uden synlig reference til tilblivelsestidspunktet. Hun maler med bred pensel og fanger både i form og farve præcis hvad tiden efterspørger. Sammen er de stærke og man mærker at de agerer i kærlig respekt for hinanden og ikke i konkurrence med hinanden.

Sammen med Anders Petersen alias A Petersen er de suveræne. Som altid på Kløvermarksvej er udstillingen ikke bare en udstilling, men en forførende ikke kommerciel totaloplevelse, som stimulerer legesygen og hylder kvalificeret ”spild af tid”.

Nej, det mener jeg selvfølgelig ikke, det er på ingen måde uproduktivt eller spild af tid at lade sig rive med. Det er i pauserne de store forandringer sker.

Der må være sket noget mærkbart mens Teis drejede og registrerede 100 kugler af 100 forskellige slags træ til værket “Kuglebane til det offentlige rum”. Kuglebanen består af en kompliceret labyrint i et stort glasskab. Kuglerne, som har en indbygget chip med information, sender til en lille skærm, hvor beskueren, mens kuglen løber i sin bane, kan læse om den respektive træsort. Til kuglebanen hører bog og plakat med samme forklarende tekst og 100 håndtegnede træer og fotos af de enkelte kugler. Tegninger, bog og plakat er udført af Neel.

Noget må der også være sket mens Theis omhyggeligt afbarkede en træstamme, og derefter byggede ny indmad til barken, indeholdende skuffer til de småting, man let kan komme til at mangle i skoven stille ro! Der sker i al fald noget med mig når jeg ser på stammen! Der sker også noget med mig når jeg drejer på Theis´ små sirlige snurretoppe eller venter på plasticbolden, som er 120 meter under vejs, i en bane, hvorefter den starter forfra, om og om igen.

Mindre sker der med mig år jeg ser på Leises værker, til gengæld taler de til min æstetiske, dekorative sans, hendes arbejde er gennemført og genkendeligt. Hun er en dygtig formgiver og uden hendes befriende lethed ville Teis´ værker ikke være det samme.




OPTUR kan ses frem til 29 marts 2020 hos

A Petersen Kløvermarksvej 70 i København

Åbningstiderne er:
Onsdag – fredag: 12:00 – 18:00
Lørdag – søndag: 10:00 – 16:00