staging the object

Reklame for:
Foto Rigetta Klint
Clay Keramikmuseum Danmark
Turi Heisselberg Pedersen
Carl Emil Jacobsen
Marianne Krumbach
Linda Sormin
Marianne Nielsen

"CERAMIC MOMENTUM - Staging the Object" er navnet på den aktuelle udstilling på Clay Keramikmuseum Danmarks seneste udstilling.

Udstillingen er kompetent kurateret af Copenhagen Ceramics alias Bente Skjøttegaard, Martin Bodilsen Kaldahl og Steen Ipsen, som alle selv medvirker på udstillingen. Den inspirerende udstillingsarkitektur har været i hænderne på Architect/ Designer MA, MDD Johan Carlsson som står bag JAC studio.

En helt igennem virkelig fin udstilling med værk fra 14 danske og 9 internationale keramikere.
Vi taler kunstkeramik af den bedste og mest elitære slags. Udstillingen er en kæmpe oplevelse.

Jeg vil ikke give mig af med at anmelde de enkelte keramiske værker eller kunstnere. Dels ved jeg mere om brugskeramik end om kunstkeramik, dels behøver de ikke mange ord med på vejen, siden de taler deres eget tydelige sprog. Det sprog er både lokalt og universelt.

Hvad jeg til gengæld vil skrive er, at jeg gik fra begejstring til begejstring, og at jeg fik lyst til at fylde vores hjem op med kunstneriske objekter i keramik.

Refleksion nr 1

– Det er lige nu vældig moderne i indretningsbranchen at tale om kunstneriske objekter. De fleste af dem mere kunstige en kunstneriske. Det, der tales om, er efter min bedste overbevisning dekorative objekter, som læner sig op ad tidens interiørmode. De er måske interessante her og nu, men jeg spår dem ikke lang levetid.
For at lave kunst skal man være kunstner. Det er de 23 keramikere, som udstiller på Clay.

Deres værk er værk til tiden og til lang, lang tid fremover.

Refleksion nr 2

I udstillingskataloget på museet står der: ”Udstillingen viser en række markante værker, der på forskellig vis tydeliggør, hvordan samtidskeramikken positionerer sig i en online, digital verden og undersøger forholdet mellem den herskende billedkultur og det materialebaserede keramiske objekt. I en verden hvor de keramiske værker i høj grad afspejler den digitale tidsalder, de er skabt i, og hvor keramikken i vid udstrækning projiceres og opleves som billeder via de sociale medier.

Gældende for mange samtidskeramikere er således et skærpet blik for en subtil dialog med både det fysiske og det virtuelle billedrum, som det keramiske værk i dag opleves i. Deraf ”Staging the Object”. Med henvisning til samtidskeramikkens tendens til at indarbejde værket i en større billedkompositorisk iscenesættelse. Ved hjælp af forførende virkemidler der kobler sig til de digitale medier, men også referer bagud i tid til barokken og det iscenesatte fotografi”

Ordene kommer med museumsinspektør Pia Wirnfeldt som afsender. Jeg er ikke sikker på, at hun og jeg er uenige, men jeg kan dog ikke lade være med at spørge: Har kunst på noget tidspunkt været frikoblet fra samtiden? Hvornår har man ikke iscenesat, og hvornår har man ikke benyttet samtidens muligheder for kommunikation – socialemedier, hjemmesider og e-mail inklusive?
Selvom jeg ville nyde synet af et par fuldfede brevduer, så priser jeg mig dagligt lykkelig for min e-mail, og at jeg kan samles ved det globale gadekær med andre, som dyrker samme nørdede interesser som mig selv. Ikke mindst jeg priser mig lykkelig for, at de kunstnere og kunsthåndværkere som evner at udnytte de digitale muligheder ofte er økonomisk langt bedre stillede end kunstnere, som forbliver en hemmelighed.



Udstillingen er åben frem til 3. november 2019