sund fornuft på fiberniveau

Reklame for:
Foto Rigetta Klint
Marie Louise Rosholm, Studio MLR

Det er ingen hjemlighed, at jeg hellere vil tale om sund fornuft end om bæredygtighed, når vi taler om ting, vi forbruger. Sådan er det. Ikke fordi jeg er klimafornægter, men fordi jeg bryder mig meget lidt om lette, hellige og selvgode løsninger på et problem, som er komplekst. Men også fordi ansvarlighed ikke må udvikle sig til angst. Angst er handlingslammende.

Sund fornuft i forholdet til vores garderober ligner i dagsform på mange måder sund fornuft, som den tog sig ud, da mormor var ung.
Man skal kun købe noget, man ikke kan undvære. Noget som er nødvendigt. Ikke kun praktisk nødvendigt for man skal acceptere, at tøj også handler om at udtrykke sig.
Man skal passe på sit tøj. Lufte mere end man vasker. Reparere og lappe, tage forklæde på, når man laver mad. Lægge en serviet i skødet når man spiser, og man skal ikke lave havearbejde eller malerarbejde med sit pæne tøj på!

Sund fornuft har dog fået en yderligere dimension. Her kan vi ikke undgå at tale om bæredygtighed. Det er aktuelt og nødvendigt, fordi vores tøjforbrug er gået HELT over gevind. Sådan er det blandt andet, fordi vi har større disponibel indkomst og dermed råd til at forbruge meget mere tøj, end de fleste mormødre havde mulighed for. Sådan er det også, fordi tøj er blevet så skamløst billigt at producere, at det for den enkelte virksomhed bedre betaler sig at producere meget mere, end der er afsætning for end at lade være. Fordi det er gået over gevind, er miljøaftrykket enormt i produktionsledet, og derfor er vi begyndt at tale om og måle på, hvad der påvirker hvor meget. Af samme grund er tekstilt affald blevet et enormt problem. Nogle gange er tekstil affald tøj, som kun har været brugt lidt. Nogle gange er det tøj, som bliver affald med det samme, fordi det er en del af en overproduktion.

Tekstildesigneren

Jeg har sat tekstildesigner Marie Louise Rosholm stævne for at tale om, hvordan man kan navigere i fiberjunglen, når man som forbruger skal tage stilling til, om den nye hvide t-shirt skal være af bomuld, silke, hør eller tencel.

Marie Louise har i mere end 35 år været fordybet i tekstiler på forskellig vis. Hun er mesterlæreuddannet væver, og hun er efterfølgende uddannet tekstildesigner på Kunsthåndværkerskolen i Kolding (nu Designskolen Kolding).

Efter endt uddannelse flyttede hun til Italien og fik der mulighed for at arbejde med Europas fineste og bedste tekstilindustri. Da hun efter 8 år vendte næsen hjemad for at bosætte sig i København, etablerende hun studie her. Men hendes arbejdsrelationer befinder sig til stadighed ude i verden.
Hun laver dels design og trendoplæg, dels arbejder hun gerne og aktivt med i produktudviklingen, når der skal fremstilles nye metervarer til beklædnings- og interiørbranchen. Hun trives godt i maskinrummet, og hendes solide faglige fundering og store netværk giver respekt og mange muligheder.

Marie Louises designperspektiv har altid rettet sig mod masseproduktion i et ønske om at forbedre og forskønne tilværelsen for de mange. Lige som de fleste andre er hun nu optaget af at forholde sig bæredygtigt.

Da jeg møder hende på hendes studie på Refshaleøen i København, er hun netop kommet hjem fra en længere tur til Asien, hvor hun har holdt 20 trendforelæsninger på vegne af østrigske Lencing Group, som producerer tekstilerne Tencel og Lyocell. Begge er lavet af FSC-certificeret trækvas. Det europæisk producerede Tencel og Lyocell er produceret under meget ansvarlige forhold, hvor det vand og de kemikalier, som indgår, arbejder i et lukket system.
”Lencing produceres også i Asien, og også de produkter er fine”, siger Marie Louise, ”men ikke miljømæssigt på højde med de europæiske.”

Fibrene

I en i øvrigt kompliceret samtale bekræfter Marie Louise, ”at man iøvrigt efterhånden har god fornemmelse af, hvor meget tekstiler belaster i produktionsledet, men desværre næsten ingen målinger af tekstilernes liv, når de har forladt fabrikken”.

Det store problem er ifølge både Else Skjold, som jeg talte med her, og ifølge Marie Louise, at vi bruger vores tøj alt for lidt, inden vi kasserer det. ”Og så er det meget godt med re-use systemer, hvor man laver tøj ud af genanvendte fibre. Men for det første er det en proces, hvis miljøpåvirkning det er vanskelig at gennemskue. For det andet er der meget, som tyder på, at kvaliteten af et materiale fremstillet af genanvendte fibre ikke helt er på højde med materialet i sit udgangspunkt,” fortæller Marie Louise. "Med andre ord genbrug er godt, men ingen affald er bedre".

Endnu en god grund til kun at købe noget, man vil beholde!

Tencel og lyocell og for den sags skyld også (europæisk produceret) viskose er altså gode bud på bæredygtige materialer. Alle er blandt de mest bæredygtige valg, du overhovedet kan træffe.

Men uld så? ”Jo ser man på uldens miljøpåvirkning i produktionsledet, så er uld en af de helt store syndere. Det skyldes samme problematik, som vi kender til fra fødevarebranchen. Dyrene prutter!
Breder man derimod perspektivet ud og ser på, dels hvor længe et stykke uldtøj kan holde, dels hvor lidt man skal vaske det, så ser regnskabet straks helt anderledes gunstigt ud. Altså ingen grund til at fravælge uld, snarere tvært imod”.

”Hør og hamp er begge gode valg, hvis de vel at mærke er dyrket i Europa, hvor vi har gode klimatiske betingelser og dermed mindre vandforbrug i produktionen”.


Dejligt tænker jeg og silke så? Silke er jo også et naturmateriale og må derfor på min indre liste høre til de gode materialer bortset fra, at jeg må indrømme, at den er vanskelig at holde pæn. På den måde har det ikke nogen let gang på jorden. Det kommer aldrig i ”price pr wear” på højde med ulden. Læg dertil at den faktisk viser sig at efterlade et ret massivt aftryk i produktionsledet, så er det nok værd at overveje, hvor meget silke man nødvendigvis skal have i garderoben.
Jeg spørger Marie Louise, om hun er glad for silke, og hun svarer: ”Da jeg for 25 år siden farvede tekstiler, elskede jeg silken, fordi den tog så smukt imod farve. Nu synes jeg faktisk ikke, at den har mange fordele. Jeg foretrækker langt Tencel og Lyrocell, som sagtens kan fremstilles, så de har samme lækre ”hand feel”

Derimod er det svært at erstatte bomuld. Især konventionel bomuld har et meget tungt miljøregnskab i produktionsledet. Så tungt at man virkelig skal overveje sin indsats og overveje, hvordan man omgås sit bomuldstøj.

”Det er komplet uetisk med t-shirts til 99 kr,” siger Marie Louise. ”Producenten ville gøre miljøet en tjeneste alene ved at fordoble prisen, også selvom han stoppede hele fortjenesten i egen lomme uden at dele med bomuldsbønderne eller syersken. Alene det, at forbrugerne vil passe bedre på en t-shirt til 198 kr end en t-shirt til 99 kr, vil forbedre blusens miljømæssige aftryk.”

Pris og kvalitet

Men er dyrt så altid bedst, bliver jeg nødt til at spørge. Desværre er det ikke så enkelt, bekræfter Marie Louise. ”Jeg har kendskab til at Burberry og Cos har købt ind af fuldstændig den samme uldmetervare. Blot køber Cos en farve og i store mængder, hvorimod Burberry fordeler sine få metre på 5 farver. Det gør noget ved prisen i den sidste ende.” (Jeg kan tilføje, at Cos handler med slutkunden direkte fra egne butikker og webshops. Burberry har yderligere et mellemled).
”Min egen sweater, som jeg har på i dag, er et andet godt eksempel på, at dyrt ikke nødvendigvis betyder bedre,” siger Marie Louise. ”Den var dyr og er fra en lille producent i Bretagne. Jeg er meget glad for den, men den har et uhensigtsmæssigt fibermix. Den indeholder 10% angora. 10% angora gør ingen positiv fordel. Eneste effekt er, at trøjen nulrer. Hvis man skal bruge angora, skal man op på mindst 50%, og det er kun relevant i et produkt, som man skal bære tæt på kroppen. I det hele taget skal man kun blande, hvis det er i mængder, som tilfører en egenskab til produktet. 10% silke og 10 % cashmere har lige så lidt som 10% angora nogen positiv påvirkning. Det er udelukkende tilsat, for at kunne tale om produktet som mere eksklusivt. Det eneste sted, hvor få % gør en forskel, er, når man har elastan og lycra involveret, eller når man tilsætter 10% nylon til ulden, og dermed gør den mere slidstærk”.

Konklusion?

Den korte: ”Det er svært”!
Den lidt længere: ”Der er mange parametre, som spiller ind, når man skal afgøre, om et produkt er miljømæssigt forsvarligt. Når vi taler om tøj, så vejer det ret tungt i regnskabet, hvor hurtigt tøjet ender som affald, og hvor svært materialet er at nedbryde.”