The Monica

Reklame for:
Foto Rigetta Klint
Hotel The Monica i Ærøskøbing

Da jeg checkede ud, spurgte Monica: ”Jeg plejer at bede gæsterne om at sige en ting, de har været rigtig glade for og en ting, som jeg kan forbedre, det vil være en hjælp for mig, hvis du gør det samme.”

Jeg tænkte lidt og måtte svare: Jeg elsker det hele, jeg har nydt at være din gæst og jeg kan ikke komme i tanke om at forbedre på noget som helst. Jeg har det, som når jeg har besøgt gode venner, jeg overvejer ikke, om de kan optimere deres hjem for min skyld, jeg tager imod al den omsorg, som strømmer mig i møde, og jeg elsker at nyde netop deres version af gæstfrihed”.

Jeg er inviteret som gæst med det formål at skrive om og fotografere hos Monica Conradsen på hendes hotel The Monica.

At træde ind ad døren i Brogade Nr. 16 i Ærøskøbing på hotel The Monica er som at træde ind i et af mine yndlingsmagasiner ”World og Interiør”, det er fra start til slut et eklektisk miks af farver, tapeter, tekstiler, keramik, glas, antikviteter, moderne design, rejseminder og bøger.

Det lille boutique hotel The Monica med bare to dobbeltværelser og en opholdsstue og et køkken er Monica Conradsen. Det er alt, hvad hun kan, alt hvad hun har trænet og finpudset gennem et 50 år langt liv. Det er alt, hvad hun har samlet, det er hendes helt personlige version af omsorgsfuld luksus, som hun generøst og diskret deler ud af og lader sine gæster tage del i.

Monica har rejst verden tynd og boet i et utal af lande. Som ung først som model, siden som hustru og mor til fire børn. Hun har etableret det ene hjem efter det andet, renoveret, indrettet, holdt hus, lavet mad og budt gamle og nye venner inden for. Det kan hun, og det mærkes, og stemningen er international.

Oplevelsen starter i virkeligheden allerede, når man stiller bilen i Svendborg for at tage færgen over. En times sejlads og så lander man i total idyl. Hotellet ligger bare 5 minutter fra havnen i en af de historiske gader. Der hersker en ro, og tiden står stille, eller det gør den faktisk ikke, man mærker, at det pibler og bobler, og at den for nogle få år siden hensygnende smukke provinskøbstad har fået fornyet liv. Det betyder, at alle sanser tilfredsstilles. Lysten til ro for øje og sjæl får alt, hvad den kan tilkomme. Her uden for sæson kan man gå tur i gaden uden at møde et øje.

Sidst på eftermiddagen går jeg iført gummistøvler udlånt af The Monica en tur på stranden for at se på de fine badehuse, som er en velkendt og uforandret del af stranden. Tilbage i gaderne skal man bare se om hjørnet eller lidt ind i gårdene for at forstå, at her er der meget nyt i gang. Købmandsgården bobler af liv. I En af de historiske gårde har et lokalt whisky destilleri slået sig ned, og på havnen bygger Hattesen om og udvider. Hattesen laver is og vingummi så englene synger, ikke at forglemme Monicas egen butik, som hun netop har åbnet. Butikken ligger i tilknytning af hotellet og butiksvinduet er hendes stolthed. Det gamle jernvindue som er resterne af den slagterbutik, som oprindelig var at finde i huset, er omhyggeligt renoveret og sat tilbage på plads, de håndlavede trækarme med søjler og udskæringer er blevet rekonstrueret af en lokal snedker, og nu mangler blot malingen. Butikken er lige som hotellet et meget personligt og eklektisk miks af ting, man kan komme til at mangle, når man bor på hotel, indretningsdetaljer som kan købes med hjem som et minde, herunder smuk keramik fra Hanne Bertelsen, tapeter og tekstiler fra Tapet Cafe og strik fra Aiayu, og er man helt solgt til stedets charme, kan man købe Monicas rådgivning udi farvesætning og indretning og på den måde bringe stemningen ind i egne stuer. Det er Ikke uden stolthed, konstaterer jeg, at The Monica også sælger kogebogen MÆT, som jeg har lavet sammen med Katrine Klinken.

Tilbage fra min spadseretur slår jeg mig ned i hotellets køkken, som også fungerer som restaurant. Her i det vidunderlige landkøkken, ved langbordet indtager man som gæst sin morgenmad, og man kan tilkøbe frokost og aftensmad eller kaffe og kage. Hvis der ikke er gæster på hotellet, og hvis døren står åben, og skiltet er ude, kan man som forbipasserende købe sig en kop kaffe eller frokost. Man kan selvfølgelig også sikre sig på forhånd og bestille servering enten via telefon eller mail.

Monica fortæller mig, mens vi sammen indtager aftensmåltidet, om årene forud for åbningen. Om børnene som nu er fløjet fra reden og om overvejelserne om livets næste fase og om de mange ture tilbage til det Ærø, som hun har så varme barndomsminder fra. Dernæst om visheden for at her skulle hun bo, om at lede efter det rette hus og om konceptet, som faldt på plads, da hun havde opholdt sig i huset i bare 20 minutter. Herefter fulgte LANG tid med renovering, en proces hun har fulgt på nærmeste hold, ikke bare som tilskuer og bygherre, men vældig ”hands on” i tæt samarbejde med lokale håndværksmestre. Efter 1 ½ års hårdt arbejde slog hun dørene op i november, og alle weekends har været fuldt booket siden!

”Hands on”, det er stadig meget betegnende for hendes rolle. Det er Monica, som tager imod, Monica som reder senge, vasker sengetøj, ruller det, tørrer støv af, serverer kaffe på sengen, laver morgenmad til gæsterne, passer butikken, bager en plade småkager, planter blomster i krukkerne og så småt er gået i gang med at bygge orangeri i baghuset.

Hatten af og thumbs up - det er smukt, det er autentisk, der er ro, og jeg er vild med Monica!

follow on Instagram
Icon depicting heart
Instagram bild
Icon depicting heart
Instagram bild
Icon depicting heart
Instagram bild
Icon depicting heart
Instagram bild
Icon depicting heart
Instagram bild
Icon depicting heart
Instagram bild