undskyld

Reklame for:
Foto Rigetta Klint
Skagerak
Margit K
Gai + Lisva
Mathias Overvad
Lov i Listed
Paustian

Her ser i min datter som model på den sidste kampagne, jeg lavede for mit eget tøjmærke. Det er godt 10 år siden, hun var 15 år gammel, og vi kan vel godt blive enige om, at hun var skøn (det er hun stadig). Den gang var hun lige som mange andre unge i stald hos et modelbureau.

Inden da havde jeg gennem mange år fotograferet tøj på andre modeller i alderen 15-25 år. Det gjorde jeg, fordi de var smukke, sjove, performede godt, var til rådighed for opgaven, passede prøvekollektionerne og var til at betale for en mindre virksomhed.

Jeg var så optaget af udtrykket og af det muliges kunst, at jeg overså, at det måske hos jer kunder kunne knibe med identifikationen. Eller rettere anså jeg ikke identifikationen som det væsentlige.

Jeg iscenesatte en drøm.

Tak fordi i bar over og så igennem min misforståelse og købte tøjet alligevel.

Copenhagen Fashionweek

Nu er jeg et andet sted, tøj er ikke længere min primære udtryksform og det er iøvrigt noget andet jeg vil udtrykke!
Mode og trendinteresseret, det er jeg dog stadig. Faktisk så interesseret at jeg de kommende dage skal ud for at se, hvad ”fashionweek” i København har at byde på.

Det er i den forbindelse, at jeg selvransagende kom i tanke om mit valg af modeller i en snart fjern fortid. Tankerækken startede med, at jeg blev lettere oprørt ved udsigten til at skulle præsenteres for stereotype modelvalg og kampagnebilleder, som ikke har nogen relevans for mig som forbruger. Ikke at jeg én til én vil kunne identificere mig, jeg behøver ikke modeller på 55 år i samme højde og drøjde som mig selv, for at forstå om tøjet, strømperne, skoene eller smykkerne er interessante for mig, men jeg behøver at kunne identificere mig med den drøm, billederne iscenesætter, og det er her, det kniber gevaldigt.
Det er muligvis også her, jeg med nød og næppe klarer frisag, i al fald hos de af mine gamle kunder som var med på, at min show- og billediscenesættelse var leg og teater. Selvom de, som gestaltede drømmen, var unge. De var ikke stereotype.

Hvad jeg ønsker?

Hvis jeg må bede om noget nu, så vil jeg se smukke billeder af kvinder i forskellige aldre, kropstyper og farver. Sådanne kampagner ser man heldigvis mere og mere.

For at være helt ærligt er jeg selv mest til hvide skjorter, grå sweatre, til nøds striber, prikker og terner! Blå er den mest ekspressive farve på mit personlige farvekort. Det afholder mig imidlertid ikke fra at se langt efter både gult, rødt og grønt.
I øvrigt er min påstand (og erfaring), at tøj, som er gennemarbejdet formmæssigt, har samme langtidsholdbarhed som godt møbeldesign uanset farven når tøjet vel at mærke er fremstillet af gedigne materialer, som kan ældes med ynde.

Når talen falder på materialer, så kommer det vel næppe bag på nogen, at jeg foretrækker naturmaterialer. Bomuld, Silke og Uld, til nøds Viscose og Tencel som begge er fremstillet af cellulosefibre. Viscose, det er netop hovedbestanddelen af min nye t-shirt fra Gai + Lisva. 67% Viscose, 28% Uld og 5 % Elastan. Den er meget behagelig, og jeg er så spændt på, hvordan den holder. Tørklæderne er fra Margit K og er vævet af silke og bomuld.

Plaiden fra Skagerak er tegnet af designduoen Included Middle (Chris L. Halstrøm og Margrethe Odgaard) og vævet af 50% Alpaca & 50% Merino Wool.

Salut slut her fra min uldne Modulsofa fra Paustian, som er tegnet af Erik Rasmussen i 1969 og eviggyldig, til trods for at Paustian ikke længere er Paustian i den oprindelige form