Værkstedsromantik

Reklame for:
Foto Rigetta Klint
Bogen HÅNDVÆRK
GERNERJAHNCKE

Dagens artikel er baseret på et uddrag fra bogen HÅNDVÆRK fra afsnittet om Rick Gerner og Johanne Jahncke.

Rick er 27 år, født i Haag i Holland. Han påbegyndte designuddannelse i Holland men flyttede sidenhen til Bornholm for at tage en bachelor i glasdesign fra KADK.

Johanne er 28 år, født i Danamark. Hun er Uddannet glaspuster i Kosta Boda i Sverige, har en Bachelor i glasdesign fra KADK, Bornholm og er kandidat (cand.des.) i Keramisk Design fra KADK, København.


Parret driver designvirksomheden GERNERJAHNCKE og arbejder både med brugsgenstande og med kunstglas og med keramik. Siden de etablerede deres designduo i 2016, har deres arbejder været vist på adskillige internationale udstillinger, og de har, støttet af Statens Kunstfond, været på et studieophold i Japan. Resultatet af den rejse kan frem til 28 februar ses på Galleri A Petersen på Amager (læs mere om den udstilling her)

Jeg har længe ville indvie jer i deres historie, deres produkter har jeg allerede vist flere gange, f.eks. her, her og her.

Anmeldelsen i Politiken

Den direkte anledning til at historien kommer netop nu er at Lars Hedebo Olsen i Politiken anmeldte HÅNDVÆRK mellem jul og Nytår (stort tak for al opmærksomhed bogen har fået). Anmelderen finder bogen relevant, men har også flere kritikpunkter, herunder at mit forhold til håndværket og kunsthåndværket er en (sukker) sød romance. Jeg vil nu nærmere kalde det et kærlighedsforhold og kærligheden står jeg ved. Som alle kærlighedsforhold er forholdet til tider romantisk og til tider besværligt!

Lars Hedebo Olsen mener også, at det faktum at bogen er æstetisk og endda sine steder ”vildt smuk” står i vejen for budskabet. Det må stå for hans regning, vejen til mit hjerte går gennem æstetik og æstetik er dermed ikke en fernis som smøres ud over et budskab men en del af budskabet.

Sidst men ikke mindst mener han at Rick og Johanne er instrueret i at være pænt klædt på til lejligheden og at deres tøj er upassende til værkstedsbrug! Hus forbi, jeg har ikke instrueret, og påstanden har fået dem begge i blækhuset. Johanne skriver på sin facebook: ”Tro det eller ej Politiken, jeg ser faktisk så godt ud når jeg arbejder”, og hendes kunsthåndværker kolleger hepper på hende og spørger om hvorvidt man skal bære kedeldragt og være lurvet for at virke troværdig? Rick skriver på sin facebook: ”Hej Lars, jeg følte mig faktisk lidt ”underdressed”!

Jeg får flashback til de kvaler, jeg oplevede da jeg som ung valgte mellem at arbejde med tøj og at arbejde med mit tekstile fag som billedkunstner. Den gang i smertelig bevidsthed om, at valgte jeg billedkunsten, ville jeg blive opfattet som seriøs og dyb, hvorimod hvis jeg valgte tøjet som min udtryksform, var jeg stemplet som useriøs og overfladisk. De tider troede jeg for længst var forbi!

Fra HÅNDVÆRK

Interviewet og fotograferingen til HÅNDVÆRK fandt sted en novemberdag i 2017 på Rick og Johannes tidligere uddannelsessted KADK, Bornholm. Skolen ligger smukt på vejen mellem Nexø og Svaneke og er en smeltedigel fyldt til bristepunktet med viden, faglig entusiasme, faciliteter og materialer. Rick og Johanne arbejder med naturmaterialer. De har, både i forhold til glas og keramik en undersøgende tilgang til materialet. Deres fælles interesse for sten, sand, ler, jord og geologi medfører, at de gerne begiver sig afsted med spand og skovl for at grave efter ler på ukendt mark både i Danmark og i resten af verden. Resultatet af gravearbejdet ender som subtile naturlige nuancer i deres glas og keramik. For glassets vedkommende smeltes leret og afgør glassets farve. For keramikkens vedkommende bliver leret til glasur.

Johanne fortæller: “Glas er et vanskeligt materiale at bemestre, det er fascinerede. For mig er det en drivkraft i sig selv, at materialet er håndværksmæssigt udfordrende. Det er en stor motivation at mærke, at jeg bliver bedre og bedre.”

Når man arbejder med produkter i glas og keramik, eller med andet, som inkluderer en håndværksproces, er man underlagt en række grundprincipper, naturlove, om du vil. Der er derfor ting, der ikke kan forklares med andet end sætninger som: “Det er sådan, det fungerer”, “det ved jeg, fordi det har jeg lært af mine læremestre” og “al erfaring viser, at det er sådan, det skal gøres, hvis produktet skal holde”.
Den slags lærer man ikke på et kort kursus, det kræver flere års træning. Man skal kunne lide den fordybelse, som ligger i repetitionen.

Produktionen

Vores fælles besøg på skolen bød på en mulighed for, at Rick og Johanne kunne leje sig ind på glasværkstedet et par dage og dermed producere en serie glas. Dels til kommende udstillinger, dels til at sælge til ventende kunder. Hvor man på relativt lidt plads kan etablere et keramisk værksted, så kræver glasproduktionen både meget plads og meget udstyr, og indtil de får etableret et eget glasværksted, er denne facilitet en gave. Jeg fik lov til at følge dem med mit kamera og fik på nærmeste hold indblik i deres arbejdsproces. En fascinerende og kompleks proces, hvor hvert moment er afgørende for det færdige resultat, og hvor Rick og Johanne i en ordløs kommunikation arbejder i forlængelse af hinanden og i forlængelse af materialet og værktøjet.

Du kan læse mere om det smukke par og om 16 andre håndværkere i min bog HÅNDVÆRK!