Velkommen vinter

Reklame for:
Foto Rigetta Klint
Stager fra Iittala

Velkommen til sæsonen for levende lys.

Velkommen til levende lys og glas i skøn forening, og her kommer man ikke uden om Iittala.

Iittala satser i denne sæson på at give deres egne klassiske fyrfadsstage Kivi en konkurrent eller en kusine! Den øvelse er lagt i hænderne på finske designer Harri Koskinen, som har givet form til stagen Valkea, som foreløbig kommer i 6 farver. Jeg gætter på, at den ligesom Kivi kan ende som et samleobjekt i et væld af smukke glasfarver.

Svenske Matti Klenell har tilføjet 3 produkter til den karakteristiske Nappula serie herunder en elegant glasstage til bloklys. Den fine Leimu lampe i glas med betonfod til elektrisk lys er fra en tidligere kollektion, også den har i år fået et nyt familiemedlem nemlig en variant helt i glas. Leimu er tegnet af norske Magnus Pettesen.

Hvorfor har jeg fotograferet med en af mine fotoposters fra HÅNDVÆRK som baggrund, og hvorfor står Valkea stagen på en stak af HÅNDVÆRK

Jo, fordi det netop er en af mine pointer i bogen HÅNDVÆRK. Håndværk er ikke bare en disciplin og en kilde til håndværksprodukter, håndværk og godt design i forening er en forudsætning for masseproduktion. Det er Italia et virkelig godt eksempel på.

Min favorit stage?

Jeg kan lide dem alle – hver til sin tid. Skal jeg vælge, så falder valget på Matti Klenells Nappula stage. Jeg er begejstret for hans formsprog i det hele taget og apropos at stå på ryggen af håndværket, så er det præcis, hvad han gør. Han er uddannet formgiver fra Konstfack i Stockholm i 1999, men sine barnesko trådte han bogstavelig talt i en glashytte. Hans far er glaskunstner, og hans mor er glaskunstner - og selv om han selv er gået en mindre materialespecifik vej, og selvom han er mere formgiver end håndværker, så bor glasset tydeligvis i hans sind.

Jeg mødte Matti første gang i 2012, da hans første arbejde for Iittala blev lanceret – glasset Lempi. (skulle jeg bare have et glas i mit skab, blev det Lempi. Kender du det ikke, så kan du se det her)

I 2012 havde vi den samtale, som stadig er vigtig: Samtalen om den naturlige forbindelse mellem designer og producent (læs designer og fagspecifik kundskab), og om den ydmyghed som kræves fra begge parter, når ægteskabet skal blive lykkeligt. - Men også om den naturlige forudsætning som design er for et vellykket industrielt produkt, og omvendt hvor vigtig industrien er, for at gode produkter kan nå de mange.

Om sin egen rolle sagde Matti Klenell den gang: ”Designeren skal udvikle og / eller forbedre, og en designproces er lige meget analyse og kreativt arbejde. Jeg skaber med det formål, at mine ting skal have en styrke i form og en kvalitet, som betyder, at de vil findes på loppemarkederne om hundrede år”!

Den tankegang passer som fod i hose med min SLOWFASHIONhouse filosofi, jeg beskriver et SLOW-produkt som morgendagens arvegods. Sådan et produkt er Nappulastagen, men både Leimu og Valkea vil også leve meget længe er jeg overbevist om.