Who made my clothes?

Reklame for:
Styling og foto Rigetta Klint
Margit K
Stelton
L:A BRUKET
Anna Bystrup keramik

Det spørgsmål har cirkuleret på de sociale medier i kølvandet på Fashion Revolution week og som optakt til Copenhagen Fashionsummit, der i disse dage afholdes i København.

Copenhagen Fashion Summit er en international konference, som har til formål at tilskynde til bæredygtighed i tekstilbranchen, og på årets konference anvises som noget nyt helt konkret, hvordan man kan gøre for at komme i gang.

Der er et væld af interessante foredragsholdere og udstillere, alle er enige om, at en mere bæredygtig tekstilindustri er vejen frem, og helt nødvendigt. De fleste er også enige om, at det først nytter, når de store aktører bakker op omkring projektet, og det gør de.

Det nytter også kun, hvis virksomhedernes øverste ledelse er interesseret i omlægning til bæredygtig produktion, og det er de. 60 % af de, som deltager på konferencen i år, er topledere i tekstilindustrien.

Man kan så i sin egen baghave have en diskussion om, hvorvidt det overhovedet kan være bæredygtigt at producere fast-fashion og at konsumere i uændret tempo!

Der er mange ting at tage fat på i alt fra vand og energiforbrug til cirkulær materialeanvendelse, og så er der hele spørgsmålet om de menneskelige aspekter: Who made my clothes?

Jeg spurgte Margit K, som er en lille aktør i branchen, hvem der producerer for hende og om hvorvidt hendes produktionsforhold tåler dagens lys? Margits tørklæder viser jeg nu og da her på SLOWFASHIONhouse. Tørklæderne er ualmindeligt lækre, og som tekstilnørd mærker man straks, at kvaliteten er så god, at de er skabt til at holde længe, at price pr wear, og dermed også den impact materialeforbruget har på miljøet, må befinde sig et fornuftigt sted på skalaen.

”Jeg startede produktion i Indien i 2012 hos en virksomhed i Kolkata”, fortæller Margit. ”De to ejere af virksomheden startede for 25 år siden sammen med Mother Theresa hjælpeorganisationen ”Tomorrow foundation”. Tekstilvirksomheden var sat i verden for at tjene penge til hjælpeorganisationen. Den virksomhed var Sedex certificeret. Desværre brugte de mere energi på hjælpearbejdet end på virksomheden, og det blev dens endeligt, og de lukkede i 2016. På deres anbefaling flyttede jeg min produktion til en anden virksomhed, som også er certificeret, men drevet professionelt. Her fremstiller jeg mine trykte tørklæder. Jeg samarbejder desuden med Inder, som også producerer for high end brands som Sonja Rykel. Han står for produktionen af mine vævede tørklæder, som bliver produceret i en landsby i Vest Bengalen. Den virksomhed har ingen certificering, fordi det er dyrt at certificere, men forholdende er absolut fine. Det er voksne kvinder og mænd, som væver i åbne vævehuse med max 6 væve i hvert hus. Kvinderne arbejder, når børnene er i skole, og arbejdet indpasses i familiens liv. Jeg har besøgt begge virksomheder og er helt tryg.

SEDEX er kortfortalt en none-profit medlemsorganisation, som gør det enklere at drive forretning, således at forretningen er god for alle involverede. SEDEX sikrer at arbejdsforholdene er både sikre, humane og lønnet anstændigt efter lokale forhold.

SEDEX har 50.000 medlemmer i 150 lande og repræsenterer både køber og sælger.

follow on Instagram
Icon depicting heart
Instagram bild
Icon depicting heart
Instagram bild
Icon depicting heart
Instagram bild
Icon depicting heart
Instagram bild
Icon depicting heart
Instagram bild
Icon depicting heart
Instagram bild